Thomas “Stonewall” Jackson og en lille gruppe mænd red i skumringen langs den stadig dampende slagmark den 2. maj 1863. I dagtimerne havde de konfødererede vundet en overvældende sejr ved Chancellorsville, Va. På trods af en markant underlegenhed i mandskab og materiel sendte generalerne Robert Lee og Stonewall Jackson med deres lederskab Unionens general “Fighting” Joe Hooker bogstaveligt talt på flugt fra slagmarken. Jacksons aftenpatrulje skulle sikre stabilitet og fastlægge hans plan for den næste dag.
Men da Jackson-patruljen mødte andre konfødererede soldater på stien i det aftagende lys, udvekslede Jackson-patruljen ord med mændene, men North Carolina-kontingentet af soldater troede ikke på, at de nærgående beridne mænd var konfødererede, så de skød midt ind i dem. General Jackson faldt, efter at have pådraget sig to skudsår. Den store kaliber (.58), blødt blyholdige minikugle var tung, og den udvidede sig, da den gik gennem vævet, hvilket resulterede i knoglesplinter og rifter af indre blødt væv. Miniekugleskader på en arm eller et ben betød normalt amputation, og sår på torso eller hoved var oftest dødelige.
Friendly fire var kilden til general Jacksons dødelige sår i overarmen. Han blev behandlet af den 27-årige kirurg, doktor Hunter McGuire, der var medicinsk chef for venstre fløj af Army of Northern Virginia, som var under general Jacksons kommando. Jackson havde pådraget sig et mindre sår på sin højre hånd og et alvorligt, stærkt blødende sår på sin venstre overarm. Dr. McGuire amputerede den venstre arm ca. to tommer under skulderen og indførte kloroformbedøvelse. Efter operationen stillede dr. McGuire diagnosen lungebetændelse hos sin patient. Jackson forblev syg og døde en uge senere, formentlig af lungebetændelse. Interessant nok spekulerer nogle historikere på, om han i virkeligheden døde af en lungeemboli, fordi han havde været i sengeleje i en uge og døde af en respiratorisk hændelse. Uanset hvad, bukkede han under for komplikationer af sin oprindelige skade.
Kirurgi i borgerkrigstiden var en grusom begivenhed; det er bemærkelsesværdigt, at så mange af soldaterne faktisk overlevede prøvelserne. Anæstesi blev administreret ved at lægge et lommetørklæde over næse og mund og dryppe kloroform på kluden, indtil patienten var bevidstløs. Kirurgen havde derefter ca. 10-15 minutter til at gennemføre operationen, mens patienten sov. Den mest almindelige operation under borgerkrigen var amputation af en ekstremitet, og dette blev normalt udført på ca. 10 minutter. Førstepersonsrapporter og fotodokumentation bekræfter de høje bunker af kasserede lemmer uden for borgerkrigens felthospitaler. Det er interessant at bemærke, at brugen af anæstesi uden beskyttede luftveje – som i Stonewall Jacksons tilfælde – var den sandsynlige årsag til hans postoperative (aspirations)lungebetændelse.
Og selv om den engelske kirurg Joseph Lister var på vej til at sætte standarden for antiseptisk kirurgi, nåede dette koncept ikke frem til USA før efter 1860’erne. Borgerkrigen sluttede i 1865. Under borgerkrigen blev de kirurgiske instrumenter skyllet under og mellem de enkelte tilfælde i et kar med stadig mere blodigt koldt vand. Kirurgen gik fra patient til patient i pus- og blodsprængte klæder; det er ikke så underligt, at feber var en almindelig og frygtet postoperativ hændelse. Kirurgisk feber var ofte et resultat af pyæmi (bogstaveligt talt pus i blodet), hvilket formentlig var den samme diagnose som sepsis. Andre dødelige komplikationer var bl.a. erysipelas, osteomyelitis, gangræn, stivkrampe og lungebetændelse. Lægerne havde næsten ingen mulighed for at behandle penetrerende skader på torsoen. Man forsøgte lejlighedsvis at operere, men det var som regel dødeligt. Da der manglede en metode til at lokalisere den intraabdominale skade eller brystskaden præoperativt, og da man var klar over behovet for at gennemføre operationen på få minutter, var torsokirurgi normalt ikke en mulighed.
De, der overlevede deres sår – og deres behandlinger – må have været en hårdfør flok. Man spekulerer på, hvor mange liv der ville være blevet reddet med blot en rudimentær forståelse af aseptisk teknik. I dag står vi over for de samme problemer: amputationer, postoperativ lungebetændelse og lungeemboli samt sårinfektioner. Gårsdagens problemer er stadigvæk problemer i dag og i morgen. TH