Bibeltekst: Romerbrevet 15:13

Bibeltekst: Romerne 15:13 | Taler: Dr. Harold J. Sala | Series: Retningslinjer for livet | Må håbets Gud fylde jer med al glæde og fred, når I stoler på ham, så I kan flyde over med håb ved Helligåndens kraft. Romerbrevet 15:13

I lørdags”, skriver en ven af Guidelines, “var jeg så deprimeret, at jeg havde lyst til at begå selvmord. Det er heller ikke første gang. Uanset hvad, kan jeg aldrig holde op med at have det sådan.” Hun fortalte derefter, hvad der udløste denne depression. Hun forklarede: “Der var en misforståelse i morges mellem min søster og mig, og jeg tog det personligt.”

Et andet brev fortæller om en kvinde, der kæmper for at klare sig med en teenager, en alkoholiseret far og en mand, der misbruger stoffer og alkohol, og så sagde hun: “Mit problem er, at jeg har mistet mit håb.” Derefter spurgte hun: “Ved du, hvad jeg mener?”

Et tredje brev fokuserede på et fælles tema. Den person, der skrev, sagde: “Jeg har gået i kirke i over otte år, og ligesom Israels børn er jeg faldet tilbage til et punkt, hvor jeg ikke troede, at jeg nogensinde kunne modtage nåde i Guds øjne igen. Mine synder var så store … at jeg ofte følte, at selvmord var den eneste udvej. Jeg råbte til Gud om nåde, men mine råb faldt for døve ører. Jeg har ofte undret mig over, hvordan jeg kunne synke så dybt…”

I Det Nye Testamente finder man tre sætninger, som alle beskriver Guds natur og vores forhold til ham. Hebræerbrevsforfatteren omtaler Gud som “fredens Gud”, et udtryk, som Paulus brugte fire gange i sine breve. Paulus brugte også udtrykket “al trøstens Gud”, da han skrev til korintherne. Men i sit brev til vennerne i kirken i Rom kaldte Paulus Gud for “håbets Gud”. Han sagde: “Må håbets Gud fylde jer med al glæde og fred, når I stoler på ham, så I kan flyde over af håb ved Helligåndens kraft” (Romerne 15:13).

Hold nu fast i denne tanke et øjeblik, mens I overvejer ordene fra en gammel skotsk prædikant, der sagde, at menneskers virkelige vanhelligelse ikke ligger i de “bandeord”, de sommetider bruger, selv om han tilføjede: “Sådanne ord er bestemt forkerte og tåbelige. Det mest blasfemiske ord, et menneske kan bruge”, sagde han, “er ordet håbløs. Når vi siger, at en situation er håbløs,” tilføjede han, “så smækker vi døren i ansigtet på Gud.”

Spørgsmål: Kender du håbets Gud; den Gud, som Paulus talte om, da han skrev til menigheden i Rom? Eller er den Gud, du kender, en vred Gud, der beslutter sig for at slå alle os, der ødelægger vores liv, ihjel, og som ofte krænker vores samvittighed og tramper på det, vi ved er rigtigt, og som er ude af stand til at kontrollere vores lidenskaber eller livets omstændigheder?

Samtidig nok er den Gud, som vi ofte forestiller os i vores hoveder, ikke Bibelens Gud. Han er vores barndoms misforståelser, den Gud, hvis sande billede er blevet forvrænget af verdens ideer og – lad os se det i øjnene – udviskningen af Guds billede, da Satan stræber efter at holde dig fra at komme i kontakt med ham. Selvfølgelig foretrækker djævelen (og der er en meget reel djævel) at holde dig fra at huske på, at Gud er alle håbets Gud, at han er trøstens Gud og fredens Gud.

Paulus’ bøn for romerne var, at håbets Gud ville fylde deres hjerter med glæde og fred gennem Guds, Helligåndens kraft. Det er hemmeligheden bag håb i en håbløs situation. Hvor der er Gud, er der håb, og hvor der er liv, er der Gud. Glem det aldrig.