Jeg er ikke flov over at indrømme det: Jeg hader rutsjebaner. Jeg har aldrig været på en, men jeg hader dem, og jeg vil aldrig køre på en, så længe jeg lever. (Faktisk ved jeg det ikke, måske gør jeg det. Måske vil Thor, for at redde verden fra den forestående undergang, være blevet uarbejdsdygtig, og han vil række hånden op til mig, holde mit ansigt og sige: “Katherine, for enden af den rutsjebane ligger nøglen til at redde verden. Jeg vil altid elske dig. Du er smuk og klog og kraftfuld og minder også meget om Buffy the Vampire Slayer”, inden han dør dramatisk, og jeg skriger “Neeeeeej!” til himlen, inden jeg hopper op i rutsjebanen for at redde verden. SÅ vil jeg køre i en. Men først derefter.)

For mit vedkommende er rutsjebaner dumme og farlige. Hvorfor i himlens navn skulle jeg betale for at være bange for mit liv? Det er nok det samme gen, som gør mig uinteresseret i gyserfilm: Jeg har ikke lyst til at gå ud af min vej for at gøre noget, der bare virker som om, at det ville få mig til at føle mig skrækslagen? Eller kvalme? Eller nogen af de forfærdelige følelser, som folk rapporterer om efter at have kørt i en rutsjebane? Jeg er helt tilfreds med at stå med to ben på jorden, og det er ikke sådan, at jeg forsøger at forhindre andre i at køre i rutsjebane. Og alligevel bliver jeg, hver gang jeg høfligt afviser at rulle og køre ud på kysten, mødt af en syndflod af formaninger, som f.eks. følgende:

“Du ved det ikke, før du prøver!”

Hør, jeg behøver ikke at spise lort for at vide, at jeg ikke kan lide smagen. På samme måde behøver jeg ikke at putte min krop i et rør, der skyder mig rundt med halsbrækkende fart i skarpe bølger for at vide, at det ikke tiltaler mig. Uvidenhed er lykken, folkens. Jeg behøver ikke at køre i en rutsjebane for at vide, at jeg vil hade den, da den indeholder elementer af alt det, jeg hader: at være ude af kontrol, at køre for hurtigt, at være bange, at dykke pludseligt og hurtigt ned, at risikere at kaste op eller at få en anden til at kaste op på mig. “Prøv alt én gang” gælder kun inden for rimelighedens grænser. Jeg er ikke forpligtet til at prøve noget, der ser ud til at kunne få mig til at få et panikanfald eller ødelægge resten af min dag.

“Du er bare bange!”

Ja, jeg er rædselsslagen. Hvad er din pointe? Hvorfor siger folk altid, at som om kropslig frygt ikke er en helt gyldig grund til ikke at gøre noget?

“Hvad kan du så lide?”

Masser af ting! Jeg kan lide at læse og gå og cykle, og ja, jeg har været på white water rafting, og ja, jeg har kørt på motorcykel, og nej, ingen af dem var “praktisk talt det samme”. Bare fordi rutsjebaner ikke tiltaler mig, betyder det ikke, at jeg er en kedelig sjov-hadende eneboer, der aldrig har gjort noget interessant i sit liv.

“Hvad lavede du overhovedet, da du var barn?”

Lad mig henvise dig til det ovenstående: masser af ting! Jeg blev ikke frarøvet min barndom, fordi jeg ikke tog i rutsjebaner. Siden hvornår er “forlystelsesparker” og “forlystelser” de ultimative afgrænsende faktorer for en rig, tilfredsstillende barndom? Jeg fangede haletudser i en dam og tegnede billeder til mit improviserede kunstgalleri og skrev historier og samlede blæksprutter på stranden for at fodre min mormors parakitter med dem. Min barndom var ret fantastisk, tak, selv om jeg aldrig kørte i rutsjebane. (Sidebemærkning: Jeg kom engang på en forlystelse, der hedder “Edderkoppen”, som er en anden snurrende, hurtig ting, og jeg kunne ikke gennemføre den, så de var nødt til at stoppe forlystelsen for at få mig af. Jeg var ikke engang flov.)

“Har du nogensinde været med i en forlystelse?”

Søk. Ja, jeg har været med i forlystelser. Jeg har været i dodge-em cars og karruseller og Indiana Jones-turen i Disney Land og i et spøgelseshus (som jeg hadede; jeg hader også spøgelseshuse). Bare fordi jeg ikke kan lide ÉN ting, betyder det ikke, at jeg hader ALT. Jeg er i stand til at skelne i mit had.”

6. “Det er så mærkeligt!”

Virkelig? Hvad er det, som DU ikke kan lide? For måske synes jeg, at DET er mærkeligt. Jeg forstår bare ikke hvorfor rutsjebaner bliver betragtet som så “hverdagsagtigt” som det mest normale man kan lave i verden, og alt andet er på en eller anden måde unormalt. Hvad er det for noget?

Billeder: Columbia Records; Giphy (6)