Livsforløbet består af “aldersafgrænsede overgange gennem institutioner og sociale strukturer og er indlejret i relationer, der begrænser og støtter adfærd – både det individuelle livsforløb og en persons udviklingsforløb er forbundet med andres liv og udvikling” (Elder 1998). I modsætning til begrebet livscyklus, der forstår det individuelle liv som lineære normative aldersrelaterede stadier i en udviklingsproces, bygger livsforløbsteorien på samspillet mellem en kontekstualistisk og biografisk tilgang. De vigtigste overgange i livsforløbet er indlejret i social tid og sted – sociale omstændigheder og historiske begivenheder påvirker overgangene (Heinz, 2009). Samtidig konstruerer individer aktivt deres biografi, og individuel handlekraft anvendes i rækkefølgen af begivenheder i livsforløbet, i konstruktionen af fortolkningsberetninger og meningsskabende processer.
De institutionaliserede konstruktioner af livsforløbet definerer normale mønstre af overgange for alder og køn, som understøttes af politik, samtidig med at man forsøger at begrænse afvigelser. Sociale forandringer undergraver imidlertid konstant sådanne forestillinger om normalitet. Livsforløbsperspektivet omfatter alle faser af livsforløbet i erkendelse af, at udviklingsvæksten fortsætter gennem voksenalderen og ind i alderdommen. Det foreslår derfor en holistisk tilgang, der fremmer en økologisk model og placerer familier og enkeltpersoner i en sammenhæng med historiske, demografiske og sociale forandringer samt et tværfagligt fokus. Livsforløbsforskningen er komparativ i sit væsen og anvender ofte en casestudie-logik på sammenligningerne på grundlag af kvalitativ forskning og giver således tykke beskrivelser af et lille antal tilfælde med interaktioner mellem mange variabler.
Forskning på dette område har fremhævet overordnede sociale udviklinger som f.eks. hurtige demografiske forandringer og de-standardiseringsprocesser i livsforløbet, der viser, at forløbet og rækkefølgen af faserne i livsforløbene ikke længere kan tages for givet, men bliver stadig mere usikre og usikre, især for unge voksne.
I lyset af ovenstående tilbyder livsforløbsforskning en etableret forskningsmetode til at se på de individuelle og subjektive dimensioner og undersøge de meget forskellige levevilkår for unge voksne i hele Europa, deres mangfoldighed med hensyn til ungdomskulturer, livsstile, unges livsprojekter, erhvervsvalg og baner på arbejdsmarkedet, især med henvisning til køn, migration og andre dynamikker (Nilsen m.fl, 2012). Desuden tilbyder livsforløbsforskning en logisk ramme til at undersøge unge voksnes opfattelser og forventninger til deres uformelle/nonformelle kompetencer og deres evne til at skabe subjektiv mening og kontinuitet i løbet af de forskellige faser, områder og sfærer i deres livsforløb. YOUNG_ADULLLT undersøger, hvordan disse forskelle formidler og påvirker politikkerne for livslang læring og dermed delvist forklarer deres effektivitet eller ineffektivitet.
(Siyka Kovacheva, Thomas Verlage & Andreas Walther)