Kina er på få årtier gået fra at være en fattig, underudviklet nation til at blive verdens næststørste økonomi.

Men denne enorme ekspansion af velstand er ikke blevet delt ligeligt mellem landets egne borgere.

I juli-udgaven af The American Economic Review har forfatterne Thomas Piketty, Li Yang og Gabriel Zucman brugt nationalregnskaber, undersøgelser og skattedata til at undersøge fordelingen af indkomst og velstand i Kina mellem 1978 og 2015. De finder, at uligheden i Kina nu nærmer sig USA’s niveau.

Figur 9 fra Piketty et al. (2019)

I figuren ovenfor sammenlignes fordelingen af indkomstvæksten i Kina, USA og Frankrig i den undersøgte periode. I både Kina og USA har væksten, der tilfalder de nederste 50 procent (repræsenteret ved den lyseste grå bjælke), været mindre end væksten generelt. I mellemtiden har de 10 procent, der ligger i top 10 i hvert land, fået en overdimensioneret andel, og det gælder i endnu højere grad for de rigeste af de rige.

Den vigtigste forskel mellem Kina og USA er, hvordan de nederste 50 procent har fået del i gevinsterne. I Kina er den gennemsnitlige indkomst for de nederste 50 procent vokset fem gange så meget i faste priser i løbet af næsten fire årtier. I modsætning hertil faldt indkomstvæksten for denne gruppe i USA med 1 procent. At fattigere kinesiske husstande har haft store forbedringer i deres stilling (om end mindre end rige kinesiske husstande) har måske gjort uligheden mere acceptabel, sagde forfatterne.

Forfatterne sagde, at deres resultater illustrerer, hvorfor det ikke er nok at se på makroøkonomisk vækst: Det er afgørende at opdele den og analysere, hvem der nyder godt af den, og hvem der ikke gør det.