Af
Sandra Marker

November 2003

“Alle de nye nationer stod over for alvorlige problemer, for politisk uafhængighed bragte dem ikke automatisk velstand og lykke…de var sjældent fri for ydre påvirkninger. De var stadig bundet til … strukturer, der tidligere var udviklet af kolonimagterne.” –Thomas H. Greer. Fra A Brief History of the Western World, 5. udgave. San Diego, CA: Harcourt Brace Jovanovich Publishers, 1987, s. 536-37.

Overalt i verden findes der i dag uløselige konflikter i mange områder, der engang var koloniseret eller kontrolleret af vesteuropæiske eller sovjetiske magter (dvs. Afrika, Balkan, Sydøstasien, Mellemøsten, Sydamerika). Kilden til mange af disse langvarige konflikter ligger i vid udstrækning i tidligere koloniale eller sovjetiske politikker, især vedrørende territoriale grænser, behandling af oprindelige befolkningsgrupper, privilegiering af visse grupper i forhold til andre, ulige fordeling af velstand, lokale regeringsinfrastrukturer og dannelse af ikke-demokratiske eller ikke-deltagende regeringssystemer. Det er derfor vigtigt, hvis man ønsker at forstå uløselige konflikter og deres årsager, at undersøge ikke kun de aktuelle spørgsmål og problemer, men også indflydelsesrige historiske faktorer – især tidligere koloniale og sovjetiske politikker – og deres vedvarende virkninger.

Kolonial og sovjetisk ekspansionisme

Den vestlige koloniale ekspansion begyndte i det 15. århundrede, da spanske og portugisiske opdagelsesrejsende erobrede “nye” områder i Vestindien og Nord- og Sydamerika. Den fortsatte i over 400 år og sluttede med starten af første verdenskrig. På det tidspunkt havde vestlige magter som Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Belgien, Portugal og Spanien, ansporet af deres konkurrencemæssige ønske om at erhverve nye lande og ressourcer, koloniseret hele Afrika og de områder, som vi i dag kender som Amerika, Oceanien, Australien, New Zealand, Caribien, Mellemøsten og mange dele af Asien.

Den Socialistiske Sovjetunion (USSR) indledte ligeledes en ekspansionistisk periode, der fandt sted i første halvdel af det 20. århundrede. I midten af århundredet fik Sovjetimperiet på grund af landområder, der blev vundet gennem en aggressiv ekspansionspolitik og gennem traktater efter Anden Verdenskrig, kontrol over hele Rusland og det meste af Centralasien og Østeuropa.

Onaje Mu’id, MSW og CASAC (Credentialed Alcoholism and Substance Abuse Counselor) med Practioners Research and Scholarship Institute (PRASI), beskriver behovet for en form for forsoning mellem verdens nationer eller racer, men spørgsmålet vedrører modningsgraden.

I disse ekspansionsperioder dannede de vesteuropæiske og sovjetiske magter nye koloniale multietniske provinser (f.eks, Rhodesia, fransk Indonesien, tysk Østafrika) og satellitstater (f.eks. Tjekkoslovakiet, Jugoslavien). De gjorde det uden at tage hensyn til de mennesker, der boede i de nyligt kontrollerede områder, eller til de eksisterende geografiske eller kulturelle grænser. Befolkninger, der tidligere havde identificeret sig selv som forskellige befolkningsgrupper på grundlag af deres kulturelle, etniske og/eller religiøse arv, blev tvunget til at forene sig under en enkelt national identitet. De nye multietniske koloniområder og sovjetstater blev opretholdt, opretholdt og kontrolleret ved hjælp af vold og ved at gennemføre imperialistiske politikker. Visse befolkningsgrupper blev nægtet deres politiske, økonomiske, sociale og menneskelige rettigheder. Imperialistiske politikker fremmede etnisk rivalisering ved at favorisere en gruppe frem for de andre, fordelte ressourcerne på en ulige måde, forbød demokratiske regeringer og forbød lokal deltagelse i regeringsbeslutninger og -handlinger.

Spørgsmål vedrørende postkoloniale og postsovjetiske stater

I 1960’erne havde de fleste vestlige koloniområder (f.eks. Indien, Indonesien, Algeriet) efter års kamp for uafhængighed opnået selvstyre. Suverænitet medførte imidlertid ikke frihed fra imperialistiske påvirkninger. Den koloniale arv var synlig i de nye regeringers ønske om at bevare de grænser, der blev skabt under kolonitiden, i fremme af etnisk rivalisering, i fortsættelsen af umenneskelige og uretfærdige handlinger mod minoritetsbefolkninger og i praksis med at fordele landets ressourcer på en ulige måde. Efter at have været under fremmedherredømme i årtier manglede de nyligt uafhængige regeringer også ofte regeringsinstitutioner, gode regeringsfærdigheder og den regeringserfaring, der var nødvendig for effektivt at styre deres nye suveræne nationer. I de fleste tilfælde var overgangen fra koloniale provinser til uafhængige stater en voldelig og besværlig rejse.

Mange post-sovjetiske stater (f.eks. Aserbajdsjan, Tjetjenien, Georgien) oplevede lignende problemer. Efter Sovjetunionens sammenbrud i begyndelsen af 1990’erne rasede konflikter med grænser, etnisk rivalisering, menneskerettighedskrænkelser og ulige fordeling af ressourcer i de tidligere sovjetiske regioner (f.eks. Balkan, Kaukasus og Østeuropa). Desuden var mange post-sovjetiske regeringer plaget af mangel på regeringsinstitutioner, færdigheder i god regeringsførelse og regeringserfaring.

Spørgsmål af særlig betydning omfattede:

Grænser

“Over hundrede nye nationer blev født i løbet af afkoloniseringsprocessen. De fleste af disse nye nationer havde imidlertid … slet ikke eksisteret som nationer før koloniseringen, eller de havde ikke eksisteret inden for de postkoloniale grænser.”

De fleste koloniale og sovjetiske satellitgrænser blev skabt enten ved erobring, forhandling mellem imperier eller simpelthen ved administrative tiltag med ringe eller ingen hensyntagen til den sociale virkelighed for dem, der levede i områderne. Ikke desto mindre har mange af lederne og regeringerne i postkoloniale og post-sovjetiske stater kæmpet for at bevare de territoriale grænser, som tidligere imperialistiske regeringer har skabt. Som følge heraf er der opstået en række grænsekonflikter i postkoloniale og post-sovjetiske områder. Parterne i disse konflikter retfærdiggør og legitimerer deres respektive positioner ved at bruge forskellige historiske grænser som bevis for deres krav. For eksempel involverer konflikten mellem Libyen og Tchad en strid om 114.000 kvadratkilometer territorium, kendt som Aouzou-striben. Libyen retfærdiggør sine krav på dette område på grundlag af gamle historiske grænser, mens Tchad retfærdiggør sin holdning på grundlag af grænser, der blev fastlagt i kolonitiden.

Onaje Mu’id, MSW og CASAC (Credentialed Alcoholism and Substance Abuse Counselor) fra Practioners Research and Scholarship Institute (PRASI), opfordrer til en folkeafstemning for at afgøre, hvilket forhold folk af afrikansk afstamning skal have til USA.

Etnisk rivalisering/gruppestatus

Koloniale og sovjetiske magter skabte ofte situationer, der tilskyndede til etnisk rivalisering. Da Sovjetunionen f.eks. overtog kontrollen med Ferghana-dalen i Centralasien, skabte de grænser, der adskilte medlemmer af den samme etniske gruppe (dvs. tajikerne) i forskellige multietniske regioner. “Dette gjorde det muligt for de sovjetiske myndigheder til stadighed at blive opfordret af befolkningen i regionen til at hjælpe dem med at håndtere de konflikter, der nødvendigvis ville opstå som følge af disse kunstige opdelinger.” Europæiske og sovjetiske imperialister favoriserede også nogle gange en etnisk eller religiøs gruppe frem for andre grupper i regionen. Denne praksis med at favorisere en gruppe eller at give en gruppe en højere status i kolonisamfundet skabte og fremmede rivalisering mellem grupperne.

Konflikten mellem græsk-cyprioter og tyrkisk-cyprioter har sine rødder i etnisk rivalisering, der blev fremmet under det britiske kolonistyre. I denne periode blev tyrkiske og græske befolkninger ofte spillet ud mod hinanden som et middel til at bevare kontrollen på øen. Da f.eks. græsk-cyprioterne pressede på for at opnå selvstyre, opfordrede briterne tyrkisk-cyprioterne til aktivt at modsætte sig dem. Da briterne trak sig ud af Cypern i 1960, havde de været med til at skabe dybe kløfter mellem den græske og tyrkiske befolkning. Den nye uafhængige nation, der blev regeret ligeligt af grækere og tyrkere, blev snart viklet ind i en etnisk konflikt. Græsk-cyprioterne ønskede, at hele øen skulle blive en del af Grækenland, mens tyrkisk-cyprioterne ønskede, at den nordlige del af øen skulle blive en uafhængig tyrkisk stat. Følgelig eskalerede fjendtlighederne mellem de to grupper til et punkt, hvor der opstod vold. Årtier senere påvirker de etniske rivaliseringer, der blev opmuntret under det britiske styre, fortsat Cyperns befolkning, da volden mellem grækere og tyrkere fortsat periodisk bryder ud på østaten.

Ujævn fordeling af ressourcer

Praksis med at favorisere en etnisk, religiøs, racemæssig eller anden kulturel gruppe frem for andre i kolonisamfundet eller at give dem en højere status var med til at fremme rivalisering mellem grupper og bidrog ofte til den ulige fordeling af ressourcer. Favoriserede eller privilegerede grupper havde adgang til eller kontrol over vigtige ressourcer, som gav dem mulighed for at berige deres medlemmer på bekostning af ikke-medlemmer. F.eks. fik eliten i den nordlige provins Leninabad (nu provinsen Sugd i Tadsjikistan) under sovjetisk styre næsten eksklusiv adgang til regeringsposter. Som følge af deres kontrol med regeringspolitikken sendte de en uforholdsmæssig stor del af landets udvikling og industri til denne nordlige sektor. Konsekvensen af denne handling var, at over halvdelen af landets rigdom i 1992 var blevet fordelt til denne ene provins.

I dag fortsætter mange postkoloniale og post-sovjetiske stater praksis med at favorisere en gruppe frem for andre, hvad enten det er en europæisk bosættermindretalsbefolkning (som i Sydafrika), en europæisk alliancemindretalsgruppe (f.eks. Libanon, Syrien, Rwanda, Burundi) eller en intern etnisk gruppe (f.eks. Indien). Som et resultat heraf ser vi, at mange konflikter til dels skyldes, at dominerende grupper vedtager og håndhæver en statslig, økonomisk, politisk og anden social politik, der fordeler ressourcerne ulige mellem medlemmerne af deres nation.

Sri Lanka er et eksempel på, hvordan den ulige fordeling af rigdom under kolonitiden fortsat påvirker de etniske relationer i dag. Under koloniherredømmet havde tamilerne, på grund af deres højere grad af engelskkundskaber, lettere adgang til højere uddannelse end singaleserne. De bedre uddannede tamiler dominerede derfor de offentlige og akademiske stillinger, især inden for medicin, videnskab og ingeniørvidenskab. Efter uafhængigheden gennemførte det singalesiske flertal ændringer i statens politik for optagelse på universiteterne, som gav dem en fordel med hensyn til at få adgang til videregående uddannelser, især til videnskabelige uddannelser. Denne politik resulterede i en markant stigning i antallet af singalesere, der arbejder inden for medicin, videnskab og ingeniørvidenskab, og en klar tilbagegang for tamilerne. I dag er adgangspolitikken for videregående uddannelser mere retfærdig end tidligere, men den fjendtlighed, der blev skabt af først koloniale og derefter postkoloniale politikker, som fremmede ulige adgang til uddannelse og dermed til job, skaber fortsat mistillid og konflikter i regionen.

Mohammed Abu-Nimer diskuterer den mistænksomhed, som muslimer har over for nordiske og vestlige fredsbyggere, og som stammer fra kolonisering og besættelse.

Menneskerettigheder

Status, privilegier og rigdom hos koloniale og sovjetiske herskende befolkninger blev ofte opretholdt og opretholdt ved hjælp af politikker, der krænkede menneskerettighederne for dem, der boede i de koloniserede områder. Uretfærdige politikker udsatte de koloniserede befolkninger for tab af deres landområder, ressourcer, kulturelle eller religiøse identiteter og nogle gange endda deres liv. Eksempler på disse brutale politikker omfatter slaveri (f.eks. det britisk kontrollerede Vestindien), apartheid (f.eks. Sydafrika) og massemord (f.eks. inkaerne i Peru, aboriginerne i Australien, ungarerne efter opstanden i 1956).

I dag har mange postkoloniale og post-sovjetiske regeringer indført uretfærdig kolonial praksis og politik som et middel til at bevare deres dominerende status. Rettigheder med hensyn til traditionelt land, ressourcer og kulturelt sprog nægtes mange befolkninger, da grupper, der blev marginaliseret under den koloniale besættelse, fortsat er marginaliseret under postkoloniale regeringer, især oprindelige befolkninger som f.eks. i staten Chiapas, Mexico, Ashaninka i Peru og de oprindelige folk i Vestpapua. Menneskerettighedskrænkelser, herunder forfærdelige begivenheder med massemord og folkedrab, kan findes i postkoloniale og post-sovjetiske stater som Cambodja, Rwanda, Kosovo, El Salvador og Sydafrika.

Mangel på regeringsinstitutioner, færdigheder og erfaring

For det meste var koloniale og sovjetiske satellitsamfund undertrykkende og udemokratiske i deres natur. De indenlandske regeringssystemer og -strukturer blev kontrolleret og drevet enten fra udlandet eller af en udvalgt indenlandsk, privilegeret gruppe. Da befrielsen kom, manglede disse stater derfor de interne strukturer, institutioner og den 1egalitære tankegang, der var nødvendig for at skabe gode forvaltningssystemer. Resultatet er, at mange postkoloniale og post-sovjetiske stater, selv om de er uafhængige, stadig styres af undertrykkende og restriktive regimer. For eksempel udtaler Melber (2002): “(t)he social transformationsprocesser i Zimbabwe, Namibia og Sydafrika kan i bedste fald karakteriseres som en overgang fra kontrolleret forandring til ændret kontrol.”

Slutning

Intraherbare konflikter findes i mange områder, der engang var koloniseret eller kontrolleret af vesteuropæiske eller sovjetiske magter, såsom Afrika, Balkan og Sydøstasien. De fleste af disse konflikter som f.eks. i Kashmir, Tjetjenien og Cypern er store og komplekse og involverer mange forskellige spørgsmål, der spænder fra menneskerettigheder til god regeringsførelse. Imperialistisk praksis og politik, især vedrørende grænser, etnisk rivalisering, ulige fordeling af ressourcer, krænkelser af menneskerettigheder og mangel på god regeringsførelse, kan findes i kernen af de langvarige problemer. Derfor er det afgørende, at de, der ønsker at ændre eller løse langvarige konflikter, anerkender fortiden og tager hensyn til de virkninger, som tidligere imperialistiske politikker fortsat har på nutidens postkoloniale og post-sovjetiske samfund.

Mark N. Katz. “Collapsed Empires.” I Managing Global Chaos: Sources of and Responses to International Conflict, ed. Chester A. Crocker, Fen Olser Hampson og Pamela Aall, 25-37. Washington, D.C.: United States Institute of Peace, 1996, s. 29.

Mark N. Katz. “Collapsed Empires.” In Managing Global Chaos: Sources of and Responses to International Conflict, ed. Chester A. Crocker, Fen Olser Hampson og Pamela Aall, 25-37. Washington, D.C.: United States Institute of Peace, 1996.

Mark N. Katz. “Collapsed Empires.” I Managing Global Chaos: Sources of and Responses to International Conflict, ed. Chester A. Crocker, Fen Olser Hampson og Pamela Aall, 25-37. Washington, D.C.: United States Institute of Peace, 1996.

Posthumus, Bram. Tchad og Libyen : gode naboer, fjender, brødre – men aldrig tillidsfulde venner. Klik her for at se dokumentet.

Randa M.Slim “The Ferghana Valley: Midt i et væld af kriser”. I Searching for Peace in Central and South Asia: An Overview of Conflict Prevention and Peacebuilding Activities, eds. Monique Mekenkamp, Paul van Tongeren og Hans van de Veen, s. 141-142

John Schoeberlein, “Bones of Contention: Conflicts over Resources: Conflicts over Resources”. I Searching for Peace in Central and South Asia: An Overview of Conflict Prevention and Peacebuilding Activities, eds. Monique Mekenkamp, Paul van Tongeren og Hans van de Veen, s. 88.

Mark N. Katz, “Collapsed Empires.” I Managing Global Chaos: Sources of and Responses to International Conflict, ed. Chester A. Crocker, Fen Olser Hampson og Pamela Aall, 25-37. Washington, D.C.: United States Institute of Peace, 1996.

Henning Melber, “Liberation without Democracy? Flaws of Post-Colonial Systems in Southern Africa” http://www.dse.de/zeitschr/de102-7.htm 2002.

Brug følgende til at citere denne artikel:
Marker, Sandra. “Effekter af kolonialisering”. Beyond Intractability. Eds. Guy Burgess og Heidi Burgess. Conflict Information Consortium, University of Colorado, Boulder. Sendt: November 2003 <http://www.beyondintractability.org/essay/post-colonial>.