En paranød er ikke en nød. Den er måske heller ikke fra Brasilien. Faktisk er der en masse produkter i dit skab, der kommer fra overraskende steder. I de seneste år har flere eksportører på anden og tredje niveau overhalet tidligere produktionscentre, hvilket har resulteret i en smeltedigel af fødevarers oprindelse, som er i konstant forandring. Her er, hvor nogle af dine fødevarer (og lægemidler) kommer fra i dag, og hvorfor:
Wikimedia Commons
Desto mere oksekød, jo mere oksekød, jo færre nødder
Den pågældende ikke-nød (faktisk nærmere beslægtet med et blåbær) blev engang dyrket af et lille monopol i Brasilien, men i mange år har Bolivia faktisk ført produktionen i spidsen. Halvdelen af verdens paranødder kommer fra Bolivia, mens yderligere ca. 40 % kommer fra Brasilien og de resterende 10 % fra Peru.
I modsætning til de fleste fødevareafgrøder kan paranødder ikke dyrkes i traditionel forstand. Den vokser på træer i regnskoven, da træets komplekse økologiske behov er svære at reproducere på dyrket jord. Derfor er paranøddens succes afhængig af, at jorden bevares.
Land er et aktiv, som Brasilien mangler, hvilket i høj grad skyldes landets største eksportvare: oksekød. Brasilien er kun USA’s næststørste eksportør af oksekød, og landets endeløse kvægbesætninger kræver meget plads, hvilket har decimeret landets regnskov (næsten 20 % af den oprindelige skov indtil videre). Bolivia yder i mellemtiden støtte til avlere af paranødder, både for at afskrække dem fra at dyrke kokablade i stedet og for at forhindre skovrydning. Brasiliens industri blev længe monopoliseret af en enkelt familie, hvis afvisning af at betale sine landmænd mere, skubbede disse arbejdere over i den langt mere lukrative kvægindustri.
AP Photo/Ben Curtis
2. Den største producent er ikke altid den største eksportør
Når folk siger, at de ikke ville give afkald på noget for “al te i Kina”, er det et ret sikkert bud, for al te i Kina forlader ikke Kina. Landet producerer langt den største mængde te i verden, men halter langt bagefter lande som Sri Lanka og Kenya med hensyn til eksport. Kenya dyrkede 398,5 mio. kg te i 2010 – en sølle produktion, sammenlignet med Kinas 1,5 mia. kg – men Kenya selv forbrugte kun 18,7 mio. kg, mens Kina forbrugte 1,1 mia. kg i 2010 – hvilket er 26 gange Titanics vægt.
Dette skyldes sandsynligvis, at Kina højst sandsynligt opfandt teen, og at den har været en del af kulturen i tusindvis af år. Sri Lanka og Kenya blev begge introduceret til teplanter i løbet af det 20. århundrede af briter, der ønskede at etablere en ny kontant afgrøde. Så te-drikkeriet i Kenya er for det meste et resultat af, at det vokser rigtig, rigtig godt der.
Moderne metoder overhaler gamle rivaliseringer
Den største eksportør af hummus – en gammel spise, der første gang blev registreret i Kairo i det 13. århundrede og nu er en fast bestanddel i hele Mellemøsten – er USA. Mærket Sabra, som dominerer det amerikanske hummusmarked, er 51 % israelsk ejet, men blev grundlagt i New York og er nu beliggende i Virginia – en kendsgerning, der forvirrer de israelske hummusproducenter. Faktisk har selskabet sat gang i den amerikanske kikærteproduktion.
Så er Israels største internationale rival inden for hummusproduktion ikke USA, men Libanon. I 2008 meddelte en libanesisk forretningsmand, at han ville anlægge sag mod Israel for at markedsføre hummus og andre arabiske retter som landets egne, og de to lande har haft en langvarig duel om at blande verdens største skål med hummus. Italienske pastamagere vil måske gøre det samme, hvis Tyrkiet fortsætter med at krybe mod sin eksportplads nr. 1.
AP Photo/Martin Mejia
Narkobaroner flytter til sikrere tilflugtssteder
I 2011 var Colombia ikke længere verdens største eksportør af kokain, ifølge den amerikanske narkotikabudsmand Gil Kerlikowske. Peru og Bolivia tegnede sig for henholdsvis 325 og 265 tons (358 og 292 tons), mens Colombias andel faldt til 195 tons – sammenlignet med 700 tons tilbage i 2001.
Hvorfor dette fald? I en stolt tale sidste sommer tilskrev Kerliwoske det til næsten et årti, hvor han har lagt “konstant strategisk pres på tværs af mere end én administration i både USA og Colombia”. Men han undlod at nævne, at Colombias kokainproduktion blot er flyttet over til nabolandene.