I sidste uge foretog YouGov en meningsmåling, hvor folk blev bedt om at bedømme, hvor middelklasse partilederne er. Ed Miliband blev vinderen, idet 45 procent anså ham for at være “middelklasse”, mens 39 procent mente, at han var “overklasse”. David Cameron var den klare taber. Kun 15 % vurderede ham som “middelklasse” mod 77 %, der mente, at han var “overklasse”. Det giver anledning til megen håndgemæng i det konservative parti om, hvad premierministeren kan gøre for at virke mindre utilpasset.

Jeg bruger ikke udtrykkene “vinder” og “taber” løst. At blive opfattet som overklasse i nutidens Storbritannien er dødens kys, og ikke kun i politik. I den samme meningsmåling stillede YouGov folk spørgsmålet: “Hvilken klasse tilhører du? Fyrre-seks procent svarede “arbejderklasse”, 49 procent “middelklasse” og kun 1 procent “overklasse”. Jeg er ærlig talt overrasket over, at tallet var så højt. Jeg har omgås med samfundstyper i over 30 år – herunder hertuger, milliardærer og mindre kongelige – og jeg har kun hørt én person beskrive sig selv som overklasse.

For at gøre tingene endnu mere komplicerede var den pågældende person faktisk middelklasse. Det er blevet så umoderne blandt overklassen at blive betragtet som fornemt, at enhver, der betegner sig selv som sådan, næsten pr. definition ikke er det. I disse dage er det tabu at kalde sig selv for “øvre middelklasse”. George Orwells beskrivelse af sig selv som “lavere øvre middelklasse” ville blive fordømt som uacceptabelt selvhøjtidelig i dag. I det spejlsal, som det engelske klassesystem er, er det blevet non-U at betegne sig selv som “overklasse”, hvilket har det paradoksale resultat, at virkelig fornemme mennesker er for snobbet til at kalde sig selv overklasse. De ønsker ikke at blive betragtet som “middelklasse” i den nedværdigende, gammeldags forstand, så de kalder sig selv “middelklasse” i den nye, bevidst vage forstand. Jeg har aldrig spurgt David Cameron, hvilken klasse han tilhører, men jeg er sikker på, at han ville sige middelklasse. Eller, for at bruge den korrekte formulering: “Jeg ved det ikke, middelklasse, formoder jeg. Jeg har aldrig rigtig tænkt over det.”

Det, som meningsmålinger som denne afslører, er, at vi er blevet en nation af omvendte snobber. For at være helt præcis, så fornægter alle det klassehierarki, der var gældende indtil for ca. 25 år siden, men de gør det til dels fordi det at indrømme, at man lægger vægt på det, i sig selv er en indikator for lav klasse. Så det engelske klassesystem er ikke rigtig forsvundet, det er bare blevet mere snigende. Officielt er det ophørt med at eksistere i den forstand, at det er ligegyldigt, om man siger “serviet” eller “serviet”. Men uofficielt er det der stadig og fortryller os.

Klassesystemets forvandling fra åbenlyst til skjult, fra overjordisk til underjordisk, må hænge sammen med den massive stigning i den økonomiske ulighed i de sidste 25 år eller deromkring. Ifølge Oxfam kontrollerer de 85 rigeste mennesker i verden nu lige så meget rigdom som den fattigste halvdel af verdens befolkning tilsammen. “Den voksende ulighed skaber en ond cirkel, hvor rigdom og magt i stigende grad koncentreres i hænderne på nogle få og efterlader resten af os til at kæmpe om krummerne fra det øverste bord”, siger velgørenhedsorganisationens administrerende direktør.

Det er en lidet kendt kendsgerning, at Gini-koefficienten – standardmålet for indkomstulighed – er faldet i Storbritannien, siden David Cameron blev premierminister, men det er klart, at bevægelsesretningen har været i retning af en større koncentration af rigdom. Hvis disse plutokrater skal holde på deres penge – hvis de skal undgå en gentagelse af de omfordelingsskatter, der lammetævede det britiske aristokrati i kølvandet på Anden Verdenskrig – er det afgørende at præsentere sig selv som meritokrater snarere end som modtagere af klasseprivilegier. På den måde bliver deres enorme rigdom mere spiselig. Den er fortjent, snarere end arvet. Påskuddet om, at Storbritannien er blevet mindre klassebundet siden 1979, er en ædel løgn. Det er den illusion, der forhindrer masserne i at bryde ud i et åbent oprør. Det bemærkelsesværdige er, at alle i vores samfund har købt den, ikke kun de rigeste 1 procent.

Jeg er klar over, at jeg begynder at lyde som Owen Jones, så jeg vil tage forbehold ved at sige, at det ikke er en ren og skær vildledning. Nogle af de rigeste mennesker i Storbritannien har trukket sig selv op ved deres støvlestave. Og der er sket en konvergens i vaner og smag på tværs af hele det sociale spektrum. Men faktum er stadig, at Storbritannien er lige så klassebundet, som det nogensinde har været. Vi vil bare ikke indrømme det over for os selv.