ISLAMISK ARKITEKTUR

Den islamiske verdens store byer udgør en kæde, der strækker sig fra det nordlige Indien til den andalusiske region i det moderne Spanien og omfatter Marrakech, Cairo, Damaskus og Baghdad undervejs. Disse steder blev bygget langs handelsruter, nogle før islams komme, andre blev bygget som følge af dens erobring af nye områder. De ligger hovedsageligt inde i landet og havde oprindeligt til formål at skabe et rum for udveksling og et opholdssted for købmænd, der bevægede sig over de store handelsruter i Nordafrika og Mellemøsten. Efterhånden som disse byer udviklede sig, blev de førende centre for lærdom for både lærde og håndværkere.

Da købmænd og studerende flyttede mellem byerne, spredte de ikke kun deres viden om videnskab og religion, men også deres forståelse af arkitektur. Heraf udviklede sig et bestemt designsprog, der forenede og identificerede muslimske steder i hele kæden. Disse islamiske arkitektoniske elementer er mest mærkbare i form af moskéer med deres karakteristiske former med gårdspladser, minareter og kupler, men de afspejles også i en bredere skala på tværs af byerne. Ved siden af dette arkitektoniske sprog afslører en nærmere undersøgelse individuelle detaljer, hvor hver region og by udviklede sin egen stil og anvendte forskellige byggematerialer og udsmykning for at udtrykke sin identitet og kultur. Nogle af de mest slående eksempler herpå er Djenne-moskeen i Mali og Al-Hambra-paladset i Granada i Spanien.

Bygningernes og byernes elementer blev ikke kun designet for deres store skønhed, men indeholdt også et fysisk udtryk for islamisk liv og spiritualisme. Byerne var ikke blot en samling af bygninger, der var spredt ud over et offentligt område, men var et kollektiv af bygninger og haver. Den person, der bevægede sig gennem dem, oplevede et flow mellem store åbne rum, der var bygget til at rumme kollektive forsamlinger, og mindre, mere intime områder på markedet eller i gårdhaverne. Selve moskeen ville være flankeret af minareter, store høje tårne, der både markerede bygningens område og rakte opad og forbandt den horisontale, flade jord med himlen. Den endelige kulmination på dette flow af rum ville være moskéens bedehal, et sted, hvor jorden med sine fire vægge og fire årstider møder himlen, en universel cirkel, der rækker op i himlen.

ISFAHAN

En af de mest bemærkelsesværdige islamiske byer er Isfahan (også kaldet Esfahan eller Hispahan), der i dag er den tredjestørste by i Iran. Byen ligger på en baggrund af snedækkede bjerge og er befolket af både islamiske og præislamiske bygninger. Selv om byen har eksisteret i en eller anden form siden forhistorisk tid, var det ikke før Shah Abbas I’s æra i slutningen af det 16. århundrede, at meget af det, der stadig står i byen, blev bygget. Det var Shah Abbas, der besluttede at gøre Isfahan til hovedstad for sit safavidiske dynasti og at bygge en betagende by med parker, biblioteker og moskeer, der var bemærkelsesværdige i kraft af deres omfang og smukke udsmykning. På dette tidspunkt havde Isfahan en befolkning på omkring 600.000 mennesker med et forbløffende antal bygninger: 160 moskeer, 48 religiøse skoler, 1.800 butikker og over 270 offentlige bade. Byen var blevet en sådan smeltedigel af rejsende og kulturer, at den også blev omtalt som “Nesf-e-Jahan”, der betyder “halvdelen af verden” på persisk.

Bygningerne i Isfahan viser nogle af de særlige kunstneriske karakteristika, der udviklede sig i den persiske region. Moskeernes porte, eller ‘eivans’, er massive og dekoreret med farvestrålende flisearbejder i levende farver. På et praktisk plan beskyttede disse mosaikker murstenene nedenunder, men de løftede også bygningerne med lyse farver og indviklede geometriske mønstre. Håndværkernes færdigheder nåede et sådant niveau, at de var i stand til at overdække alle de små nicher, konkave buer og kupler i bygningerne med minutiøst detaljerede og komplekse mønstre. Nogle af disse viste også kalligrafi, som blev oversat fra bladet til væggen i flisearbejde. Denne kalligrafi gjorde bygningerne endnu smukkere ved at indgravere Guds ord i dem. Mange af de kunsthåndværkere, der skabte disse bygninger og deres udsmykning, menes at have været påvirket af sufisme, en åndelig udforskning af islam. Denne arkitektur var ikke blot en øvelse i at bygge byer, men også et forsøg på at åbne sjæle for det guddommeliges forundring gennem den mest ekstraordinære skala og skønhed i de rum, de skabte.

Isfahan blev tildelt UNESCO’s status som verdensarv i 1979 både på grund af sin arkitektoniske betydning og som en afspejling af den håndgribelige forbindelse mellem dens udformning og islamisk tro og skikke.

A. Hourani A History of the Arab Peoples. London: Faber and Faber 1991

D.B. Carruthers “Architecture Is Space: The Space-Positive Tradition,’ Journal of Architectural Education. 1986, 39 (3):17-23

‘The Alchemy of the Mosque’, Isfahan

‘Isfahan Is Half The World,’ Saudi Aramco World. 1962, 13(1)

“The Alchemy of the Mosque”, Isfahan

UNESCO World Heritage, Meidan Emam, Esfahan