Hvorfor har vi brug for laboratorieundersøgelser for virusinfektioner?
Der udføres forskellige undersøgelser i et laboratorium for at fastslå eller bekræfte diagnosen af en viral hudinfektion. Selv om en grundig anamnese og undersøgelse af patienten er afgørende, kan laboratorieprøver hjælpe klinikeren med at stille en diagnose.
Hvad er en viral hudprøve?
En viral hudprøve er et sterilt redskab, der gnides let mod en synlig hudlæsion eller vesikel. Svabben sendes derefter til laboratoriet i et viralt transportmedium med henblik på yderligere viral cellekultur og virusidentifikation.
Hvilke organismer kan virale svaberprøver påvise?
En virussvaber fra en ydre hudlæsion eller slimhindeoverflade kan påvise:
- Herpes simplex virus (HSV) type 1 og 2 (årsag til herpes simplex-infektioner, herunder genital herpes)
- Varicella-zoster virus (VZV) (årsag til skoldkopper og helvedesild)
Dertil kommer, at en virussvaber fra orale hudslimhinder kan påvise:
- Epstein-Barr-virus (EBV) (årsag til infektiøs mononukleose)
- Coxsackievirus A16 (en af årsagerne til hånd-, fod- og mundsyge)
Viral hudsvaber
Hvad er en viral cellekultur?
Viral cellekultur placerer prøver i egnede cellekulturer, som den virus, der skal testes, kan inficere. Når cellerne viser særlige forandringer, er kulturen positiv. Viral cellekultur kan identificere HSV, VZV, morbillivirus (årsag til mæslinger) og andre vira.
Hvilke blodprøver er der behov for?
Blodprøver til undersøgelse af virusinfektioner omfatter bl.a:
- Fuldt blodbillede – en virusinfektion kan øge eller reducere antallet af hvide blodlegemer; der kan rapporteres atypiske lymfocytter
- C-reaktivt protein (CRP) – dette er forhøjet, men normalt mindre end 50 ved en virusinfektion (CRP er en markør for inflammation overalt i kroppen og er ikke en specifik test for virusinfektioner)
- Procalcitonin – dette er negativt. Det er en blodprøvemarkør for generaliseret sepsis som følge af bakteriel infektion
- Serologi – to blodprøver testes med 10 dages mellemrum for at bestemme immunresponset over for en bestemt organisme.
Polymerasekædereaktion (PCR)
PCR indebærer isolering og forstærkning af DNA-længder og derefter påvisning af kendte genetiske sekvenser af mikroorganismer. Hudprøver kan bruges til at identificere:
- Herpes simplex virus (HSV)
- Varicella-zoster virus (VZV)
- Coxsackievirus
- Human papillomavirus (HPV) (årsag til virale vorter og visse former for kræft)
- Orf virus (et parafokvirus fra får/geder, der forårsager orf).
Enzyme-linked immunosorbent assay (ELISA)
ELISA kan teste for specifikke organismer enten ved at påvise antigenet under en igangværende infektion eller, mere almindeligt, antivirale antistoffer. Påvisningen af antistoffet bekræfter, at man på et tidspunkt har været i kontakt med virus, men det er ikke nødvendigvis årsagen til en aktuel infektion.
De hyppigst påviste virale antistoffer er mod:
- Varicella-zostervirus (VSV)
- Human immundefektvirus (HIV)
- Hepatitis B- og C-virus (i serum), som er de vigtigste årsager til viral hepatitis.
Hudbiopsi
En hudbiopsi kan være nyttig ved diagnosticering af virusinfektion. En viral cytopatisk effekt kan observeres på histopatologi eller Tzanck-udstrygning, eller der kan være specifikke træk, der er karakteristiske for den pågældende infektion.
Hvad er elektronmikroskopi?
Elektronmikroskopi indebærer, at man retter en stråle af elektroner mod en prøve, hvilket giver et billede. Det kan give billeder med meget højere opløsning end et almindeligt lysmikroskop. Det anvendes sjældent i praksis. Det kan dog være nyttigt til at identificere atypiske og sjældne virusinfektioner hos immunsupprimerede patienter med usædvanlige hudlæsioner.
Hvad er resistensundersøgelse af virus?
Resistensundersøgelse af virus foretages for at hjælpe klinikeren med at finde ud af, hvilke antivirale lægemidler der kan eller ikke kan være effektive mod infektion. Da vira har mulighed for at mutere hurtigt, meget hurtigere end bakterier eller svampe, udgør dette en terapeutisk udfordring for klinikeren, da behandlingen med antivirale lægemidler kan begynde at slå fejl. Den mest bemærkelsesværdige er resistens over for antiretrovirale lægemidler (ARV) mod hiv, som medfører en stor risiko for patienten, hvis medicinen holder op med at virke.
Sekvensanalyse udføres oftest på genomisk niveau, hvor man ser direkte på hiv-genomet for at se, hvilke antiretrovirale lægemidler den pågældende hiv-stamme allerede er resistent over for, og hvilke lægemidler derfor ikke vil virke. Mindre almindeligt udføres denne analyse på det fænotypiske niveau, hvor patientens hiv-virus udsættes for antiretroviral medicin i laboratoriet for at se, hvor godt den reagerer.