FAKTA: Der findes mere end 100.000 artikler i videnskabelige tidsskrifter om ADHD (og dets forløbere) og henvisninger til det i medicinske lærebøger, der går tilbage til 1775.

Tilpasset fra den fulde længde artikel af Russell A. Barkley, Ph.D.
Virginia Commonwealth University Medical Center

Vi hører med jævne mellemrum, at ADHD er en myte. Intet kunne være længere fra sandheden. Der findes mere end 100.000 artikler i videnskabelige tidsskrifter om ADHD (og dets forløbere), og der findes henvisninger til det i medicinske lærebøger helt tilbage til 1775.

Jerome Wakefield, Ph.D. definerede eksplicitte kriterier for bedømmelse af psykiske lidelser for mere end 20 år siden.

Egte lidelser:

1. består af et svigt eller en alvorlig mangel i funktionen af en mental evne, og
2. dette svigt eller denne mangel medfører skade for den enkelte. Vi kan vise, at ADHD opfylder begge disse standarder.

Først: Der er overvældende beviser for, at ADHD indebærer en alvorlig mangel på både opmærksomhed (dårlig vedvarende opmærksomhed og distraherbarhed) og adfærdsmæssig hæmning (impulsivitet og hyperaktivitet). Disse symptomer på ADHD afspejler faktisk et underliggende problem i udviklingen af den eksekutive funktion (EF). Netværket i præfrontallappen, eller den udøvende hjerne, leverer de udøvende mentale evner, der er nødvendige for målrettet, fremtidsorienteret handling: selvbevidsthed, hæmning, arbejdshukommelse, følelsesmæssig selvregulering, selvmotivation og planlægning/problemløsning. Disse mentale evner giver os selvregulering, og ADHD-symptomer opstår på grund af mangler i dem.

Hvorvidt man mener, at ADHD er en EF-forstyrrelse, eller om man ser ADHD som en forstyrrelse af uopmærksomhed og hæmning, understøtter beviserne en fejl eller alvorlig mangel i funktionen af et sæt mentale mekanismer. Kriterium nummer 1 er opfyldt.

Er ADHD forbundet med skade for den enkelte?

Skade henviser til en øget risiko for dødelighed (død), morbiditet (skade), personlig lidelse (markant nedsat livskvalitet) eller forringelse af vigtige områder af livsaktiviteter, der er væsentlige for vores overlevelse og velfærd. ADHD er forbundet med en næsten fordoblet risiko for tidlig dødelighed før 10-årsalderen og en mere end fire gange større risiko for tidlig død hos voksne før 45-årsalderen. Mennesker med ADHD har 3-5 gange større risiko for ulykkestilfælde og en højere risiko for gentagne skader, besøg på skadestuen og indlæggelse på hospitalet.

Masser af forskning viser, at mennesker med ADHD fungerer ineffektivt i et utal af vigtige livsaktiviteter, hvilket resulterer i forringelse og negative konsekvenser. Der er få ambulante psykiske lidelser, der er mere alvorligt forringende, forringende for flere mennesker og inden for flere områder af vigtige livsaktiviteter end ADHD. Som du kan se, opfylder ADHD begge standarder for at være en gyldig psykisk lidelse. ADHD er således reel.

Sommetider hævder kritikere, at ADHD ikke kan være reel, fordi der ikke findes nogen objektiv laboratorietest for forstyrrelsen. Fraværet af en test betyder næppe, at der ikke findes en lidelse. Lidelser opdages først og fremmest ved først at beskrive de symptomer, der menes at udgøre den pågældende tilstand, og ved at vise, at de rutinemæssigt klynger sig sammen. Derefter søger forskerne efter de årsager, der bidrager til disse symptomer. Først derefter, år eller endog årtier senere, når beviserne er veletablerede, er den kliniske videnskab i stand til at opdage nogle objektive midler til rutinemæssigt at teste for den.

Højreklik og gem til download

Download denne artikelDownload artiklen i sin fulde længde

Om FORFATTEREN

Russell A. Barkley, Ph.D., er en klinisk videnskabsmand, underviser og praktiker, som har udgivet 23 bøger, vurderingsskalaer, mere end 290 videnskabelige artikler og bogkapitler vedrørende karakteren, vurderingen og behandlingen af ADHD og beslægtede lidelser samt kliniske manualer i 41 udgaver. Han er klinisk professor i psykiatri ved Virginia Treatment Center for Children og Virginia Commonwealth University Medical Center i Richmond, VA. Hans websteder er www.russellbarkley.org og ADHDLectures.com.

Barkley, R. A. (2015). Sundhedsproblemer og relaterede funktionsnedsættelser hos børn og voksne med ADHD. I R. A. Barkley (red.) Attention deficit hyperactivity disorder: A handbook for diagnosis and treatment (4th Ed)(pp. 267-313). New York, NY: Guilford Press.

Barkley, R. A. (2015b). Uddannelsesmæssige, erhvervsmæssige, dating og ægteskab og økonomiske forringelser hos voksne med ADHD. I R. A. Barkley (red.) Attention deficit hyperactivity disorder: A handbook for diagnosis and treatment (4th Ed)(pp. 314-342). New York, NY: Guilford Press.

Barkley, R. A. & Fischer, M. (2019). Hyperaktivt barnesyndrom og estimeret forventet levetid ved opfølgning af unge voksne: Rollen af ADHD-persistens og andre potentielle prædiktorer. Journal of Attention Disorder, 23(9), 907-923.

Barkley, R. A., Murphy, K. R., & Fischer, M. (2008). ADHD hos voksne: Hvad videnskaben siger. New York: Guilford Press.

Dalsgaard, S., Ostergaard, S. D., Leckman, J. F., Mortensen, P. B., & Pedersen, M. G. (2015). Dødelighed hos børn, unge og voksne med opmærksomhedsunderskudshyperaktivitetsforstyrrelse: en landsdækkende kohortestudie. Lancet, 385, 2190-2196.

Faraone, S. C., Asherson, P., Banaschewski, T., Biederman, J., Buitelaar, J. K., Ramos-Quiroga, J. A. et al. (2015). Attention-deficit/hyperactivity disorder (opmærksomhedsunderskud/hyperaktivitetsforstyrrelse). Nature Reviews (Disease Primers), 1, 1-23.

Frazier, T. W., Demareem H. A., & Youngstrom, E. A. (2004). Meta-analyse af intellektuel og neuropsykologisk testpræstation ved opmærksomhedsunderskud/hyperaktivitetsforstyrrelse. Neuropsychology, 18, 543-555.

Hervey, A. S., Epstein, J. N., & Curry, J. F. (2004). Neuropsykologi hos voksne med opmærksomhedsunderskud/hyperaktivitetsforstyrrelse: En meta-analytisk gennemgang. Neuropsychology, 18, 495-503.

London, A. S., & Landes, S. D. (2016). Attention deficit hyperactivity disorder og dødelighed blandt voksne. Preventive Medicine, 90, 8-10.

Nigg, J. T. (2013). Attention-deficit/hyperactivity disorder and adverse health outcomes (opmærksomhedsunderskud/hyperaktivitetsforstyrrelse og negative sundhedsresultater). Clinical Psychology Review, 33, 215-228.

Wakefield, J. C. (1999). Evolutionære versus prototypeanalyser af begrebet forstyrrelse. Journal of Abnormal Psychology, 108, 374-399.