Indledning
Mukoceles udvikler sig i mundhulen som følge af spytophobning, hvilket forårsager hævelse af det berørte område. Disse entiteter udgør en af de mest almindelige læsioner i mundslimhinden, mens de sandsynligvis vokser med en mindre hyppighed i andre dele af det menneskelige legeme som f.eks. næsehulen og sinus maxillaris (1).
De er for det meste underopdelt i to kategorier: a. Slim ekstravasationstype; brud på spytkirtelkanalen som følge af skade kan føre til lækage og koncentration af spyt i det omgivende væv. På denne måde dannes der et hulrum i det bløde væv, som ikke er omgivet af en epithelial vægbeklædning, hvorved der udvikles en pseudocyst, og b. Slimretentionstype; blokering af spytkirtelkanalen fører til en ægte cyste, der er dækket af epitel. Omkring 90 % af sådanne læsioner klassificeres som ekstravasationsslimhindecyster, mens kun 10 % klassificeres som slimretentionscyster (2).
Incidensen af orale mucoceler er vanskelig at anslå på grund af, at en stor procentdel af disse læsioner ikke henvises til histopatologisk undersøgelse.
Det skal understreges, at mucoceler kan udvikles i alle aldre. Ikke desto mindre rapporteres der blandt undersøgelserne en højere forekomst i både det 2. og 3. årti uden kønsprædilektion. Det er vigtigt at bemærke, at blandt de 2 undertyper forekommer mucous extravasation cysten i yngre aldre sammenlignet med dem fra retention (3).
Mucous cyster, uanset deres ætiologi, fremstår som bløde, asymptomatiske hævelser med en farve, der spænder fra dyb blå til farven af normal slimhinde. Et almindeligt fund er den relativt periodiske forsvinden og tilbagevenden af læsionen, efterhånden som det cystiske hulrum er udsat for brud og re-aggregation af spyt. Ofte efterlader mucoceles efter ruptur overfladiske smertefulde ulcerationer, der heler i løbet af få dage (4).
Det hyppigste udviklingsområde er underlæben, efterfulgt af mundbund, ventral tunge og buccal mucosa. Det forventes, at mucoceles ikke er relativt hyppigt forekommende i overlæben sammenlignet med underlæben, da sidstnævnte er lettere at blive skadet. Hvad tungen angår, observeres der også mucoceler på den forreste ventrale overflade af tungen, hvor Blandin-Nuhns serosmukøse spytkirtler findes. I nærheden af de tunge tonsiller identificeres også Webers kirtler, der udelukkende består af slimhindekirtler. Endelig findes i periferien af de circumvallate papiller og i bunden af spalterne mellem de foliate papiller de serøse spytkirtler af von Ebner (5).
Differentialdiagnosen af dorsale tungesvulster omfatter lingual ektopisk thyroid, thyroglossalduktcysten, dermoide/epidermoide cyster samt granulærcelletumor, lymfangiomer og hæmangiomer. Ved hjælp af ultralyd eller MRT som diagnostiske hjælpemidler har lymfangiomer, hæmangiomer og dermoide/epidermoide cyster dog et relativt tydeligt udseende, hvilket gør det muligt at skelne dem fra hinanden. Thyroglossalduktcyster er placeret i et relativt bageste område, normalt ved tungebunden, fra foramen cecum til skjoldbruskkirtlen. Lingual ektopisk skjoldbruskkirtel er en sjælden udviklingsanomali forårsaget af manglende nedstigning af hele eller en del af den embryonale skjoldbruskkirtel. Diagnostiske undersøgelser for en sådan læsion omfatter hormonelle tests – TSH, T3 og T4 – samt ultralydsundersøgelser for at vurdere dens anatomiske tilstedeværelse i den nederste del af halsen. Endelig er de kliniske aspekter af granulærcelletumor, især elasticitet ved palpation, ret nyttige til at skelne den fra relativt bløde læsioner som f.eks. en mucocele.
Trods talrige rapporter om mucoceler med oprindelse på tungens ventrale overflade er der kun få rapporter om en sådan cyste, der dannes på den dorsale overflade. I denne artikel beskrives en mucocelocyste udviklet på den dorsale tunge hos en 74-årig kvinde. Desuden gives en gennemgang af tidligere publicerede mucoceller på tungens dorsalflade og diskuteres.