Det hele virker enkelt i de tidlige klasser. Takt er den faste puls i musikken, og rytme er de skiftende varigheder af det, der synges eller spilles. Ved hjælp af bevægelse lærer eleverne forskellen mellem beat og rytme ved at gå i takt, mens de klapper i rytmen. Fordi de ikke gør det samme med deres fødder og hænder, er det let at forstå, at de ikke er det samme. Spørgsmålet bliver mere kompliceret, når eleverne bliver ældre. Omkring elleve års alderen udvikler de deres egne musikalske præferencer og bliver mere knyttet til populærkulturens musik. Med denne ændring i den måde, de forholder sig til musik og relaterer musikken til deres jævnaldrende, begynder eleverne at tale om takten på en anden måde. De bruger ordet til at beskrive den overordnede rytmiske påvirkning, som musikken har på dem; en forståelse, der mere præcist kan beskrives som groove. Groove er den kombinerede virkning af beat og rytme på kroppen; det er et ord, der beskriver, hvordan vores krop reagerer på musik med bevægelse. Ved at betegne groove som beat forslører man den rytmiske struktur i musikken, hvilket gør det næsten sikkert, at forståelsen af dens bestanddele, dvs. rytme, beat og meter, vil blive overset.

Som musiklærere er vi oppe imod en misforståelse, der skyldes den almindelige, men misvisende brug af ordet beat. En del af løsningen er at være sikker på, at vores undervisning går ud over ordforråd og omfatter anvendelse og erfaring. Ved at definere beat som musikkens konstante puls engageres kun intellektet i indlæringen af begrebet – det udvikler ikke den dybere forståelse, der kommer af at opleve beatet, mens man er bevidst om, hvad der opleves, og manipulerer beatet med kreative og fortolkende handlinger, hvilket giver relevans og endnu dybere forståelse. Her er et eksempel på, hvordan dette kunne udspille sig i et klasseværelse. Først har læreren lært eleverne, hvad beat, rytme og groove er, så de kan definere dem hver især. Dette er den intellektuelle del af indlæringen af et begreb, og den skal komme først. Derefter kan eleverne måske høre musiklæreren spille et gentaget rytmisk mønster – et mønster, som eleverne let kan genkende. Derefter spiller læreren det samme gentagne rytmemønster, men i et andet tempo, og spørger eleverne, hvilket eller hvilke af de tre elementer, beat, rytme og groove, der er ændret? Aktiviteten gentages derefter, men med eleverne, der spiller mønstret på body percussion eller rytmeinstrumenter. Når enten beat eller rytme ændres, vil groovet blive påvirket. Groove bør ikke forveksles med stil. Funk er en stil, ikke et groove. Funkens groove er påvirkningen af de karakteristiske rytmer og slag, der er karakteristiske for funkstilen. Denne påvirkning vil altid ændre sig, når enten rytme eller beat ændres, så groove kan ændre sig, selv når stilen ikke gør det.

Når en elev siger, at en sang har et beat, som han/hun kan lide, er det højst sandsynligt groovet, han/hun refererer til. Ved at omdirigere samtalen til groove åbnes der mulighed for at finde ud af, hvilken kombination af rytme og beat der har skabt det groove, som eleven kan lide, og det giver eleverne kreative muligheder for at udforske at pille ved rytme og beat hver for sig for at ændre groovet. Eleverne har en tendens til at være dybt forankret i et lille antal rytmer, der gentagne gange forekommer i den musik, de lytter til, så at skabe nye rytmer, der resulterer i det samme eller lignende groove, hjælper dem med at udvide deres forståelse af musik og flytter dem fra at være musikkonsumenter til musikskabere, hvilket er et vigtigt skridt i retning af at blive musikalsk uddannet. Eleverne skal komme til at forstå, at sangskrivere og komponister har beat, rytme og beat til rådighed til at manipulere, som de vil, og at resultatet af disse kreative beslutninger er et bestemt groove og/eller en bestemt stil, og at det i høj grad hænger sammen med musikskaberens udtryksmæssige hensigt.