Watson nedtoner måske den genetiske arv af traumer. Men hvis hans påstand om, at forældrenes handlinger og holdninger sætter retningen for barnet, ville den endelige effekt så være meget anderledes?

Watsons dristige overbevisninger informerede psykologen Albert Banduras sociale indlæringsteori. Bandura, der arbejdede i 1960’erne, hævdede, at social adfærd for en stor dels vedkommende blev erhvervet gennem observation. I en række nu berømte eksperimenter, der blev udført i 1961 og 1963, satte Bandura børn i et legerum fyldt med legetøj med en voksen model på den anden side af rummet. I den ene gruppe opførte den voksne model sig aggressivt over for en oppustelig Bobo-dukke, idet han slog den, slog den med en køller og mishandlede den verbalt. I den anden gruppe legede den voksne model fredeligt med dukken. Da børnene derefter blev taget med til et separat rum og fik mulighed for at lege med deres egen Bobo-dukke, var der større sandsynlighed for, at de børn, der havde været udsat for den voldelige model, var fysisk og verbalt aggressive.

Børn, der observerede voldelig adfærd hos voksne modeller, var langt mere tilbøjelige til selv at udvise voldelig adfærd, og opfølgende eksperimenter viste, at en sådan voldelig adfærd ofte varede ved i månedsvis.7

Af natur eller opdragelse vokser vi mennesker og lever i skyggen af vores forældre og vores opdragelse – især når det gælder traumer og tragedier.

Overfladisk set står oplysningstidens principper i direkte modsætning til den græske tragedies principper. Jean-Jacques Rousseau sagde, at “alting er godt, når det forlader tingenes ophavsmand; alting degenererer i menneskets hænder”. Ligesom andre oplysningstænkere mente han, at menneskets natur var ren og ukorrumperet, og at det var samfundet og andre mennesker, der ødelagde den. Over hele Europa i det “lange 18. århundrede” gik filosoffer som Voltaire, Thomas Paine og Adam Smith ind for fornuft og selvbestemmelse frem for det, de mente, var den gamle verdens vulgariteter som religiøs ortodoksi, overtro og hellige krige. Deres ideal var et ideal om selvforbedring, rationalitet og en flittigt anvendt fri vilje. Gennem oplysningstidens briller var menneskeheden befriet fra fortiden.

Derimod er hovedpersonerne i de store græske tragedier skæbnens fanger, der er tvunget til at udspille arvelige forbandelser og forfædres traumer. Deres liv er alt andet end manifestationer af fri vilje og selvbestemmelse. Og selv når en helt ser ud til at udøve handlekraft – Sofokles’ Ødipus er det perfekte eksempel – er det kun for i sidste ende at afsløre sin magtesløshed, eller hvad Christopher Rocco kalder “alle oplysningens tvetydigheder og ironier i sig selv”.8 Jo længere Ødipus strækker sin viljestyrke, jo hårdere knækker den tilbage til hans forudbestemte skæbne. Det er ikke sådan, at de græske tragedier var fremmede for fri vilje og selvrealisering. De forstod bare, at de træk, der i sidste ende ville blive forherliget af oplysningstiden, ikke kunne accepteres ensidigt; der var altid andre kræfter på spil.

I sit essay “Ancestral Curses” fra 1999 forkaster den klassiske forsker Martin West andre kritikeres tendens til at henvise til udtrykket arvelig forbandelse, “når det, de mener, er arvelig skyld, eller en slags genetisk fordærv eller vedvarende, men uforklarlig modgang”. Arvelige forbandelser, genetisk korruption. Denne sammenblanding er sigende: Hvis man studerer begge dele nøje nok, vil grænsen mellem dem udviskes. Det er de belastede konnotationer af ordet “forbandelse” – overnaturlige, okkulte, folkloristiske – der forvirrer os.

Hvis vi forstår en forbandelse som intet mere eller mindre end den dobbelte spiral, der snor sig gennem vores kromosomer, eller de hårde lektioner fra behaviorismen, hvor meget har vores forståelse af skæbnen så egentlig ændret sig i to og et halvt årtusinde?

Mike Mariani er forfatter og underviser i Hoboken, New Jersey. Hans arbejde har været bragt i bl.a. The Atlantic, Newsweek, Pacific Standard og The Guardian. Du kan følge ham @mikesmariani.

1. Gagné, R. Ancestral Fault in Ancient Greece Cambridge University Press, New York, NY (2014).

2. Hughes, V. Epigenetics: the sins of the father. Nature 507, 22-24 (2014).

3. Champagne, F.A., et al. Maternal care associated with methylation of the estrogen receptor -α1b promoter and estrogen receptor-α expression in the medial preoptic area of female offspring. Endocrinology 147, 2909-2915 (2006).

4. Moore, M.S. Kan PTSD blive arveligt? Pacific Standard (2011).

6. Burt, S.A. Er der meningsfulde ætiologiske forskelle inden for antisocial adfærd? Resultater af en meta-analyse. Clinical Psychology Review 29, 163-178 (2009).

7. Nolen, J.L. Bobo-dukkeeksperiment. Encyclopaedia Britannica.

8. Rocco, C. Tragedy and Enlightenment (Tragedie og oplysning): Athenian Political Thought and the Dilemmas of Modernity University of California Press, Berkeley, CA (1997).