De 11 arter (3 slægter) i denne familie findes i Afrika og Asien.
Som deres modstykker i den nye verden, de nordamerikanske pindsvin, er pindsvinene i den gamle verden store, tunge, langsomt bevægelige dyr, der er afhængige af deres imponerende pigge til forsvar snarere end af deres hurtighed eller smidighed. De største hystricider kan veje over 25 kg, mens andre vejer et kilo eller to. Deres hoveder er massive og brede. Ørene er generelt små, og det samme er øjnene. Halen er meget kort hos nogle arter, men den når omkring halvdelen af hovedkropslængden hos andre arter. Både for- og bagbenene er korte og kraftigt byggede. Forfødderne har 5 fingre, men tommelfingeren er reduceret i størrelse. Bagfødderne har fem funktionelle fingre. Kløerne er korte. Hystricider er plantigradere, det vil sige, at de sætter hele fodsålen på jorden, når de går.
Hystricidernes pels varierer betydeligt fra art til art. Alle har pigge af en eller anden art, men deres pigge mangler de modhager, som kendetegner piggene hos pindsvin fra den nye verden. Hos Trichys er piggene f.eks. korte, fladtrykte og ikke særlig veludviklede. Hos Hystrix derimod udvikler piggene sig til hule pigge, der kan blive 20 cm lange. Hver fjer er iøjnefaldende markeret med sorte og hvide bånd. Disse pigge er tæt placeret over bagkroppen og ryggen. De rasler, når de rystes, og tjener som en advarsel til potentielle rovdyr. Hvis det ikke virker, kan pindsvinet forsøge at løbe baglæns ind i rovdyret. Som det er tilfældet med nordamerikanske pindsvin, er piggene løst fastgjort, men de kan ikke kastes eller på anden måde kastes ud. De trænger let ind i kødet, sidder fast og løsner sig fra pindsvinet. Andre steder på kroppen har hystriciderne grove, flade børster. Hos nogle danner disse en oprejst kam på halsen og på toppen af hovedet.
Hystricider har lange kranier, der hos nogle arter er oppustede med luftkamre over rostrum og toppen af hovedet. De er hystricomorfe, med et stort infraorbital foramen. Der er ikke nogen accessorisk rille eller foramen til nerver, der går til rostrum. De zygomatiske buer er robuste, men jugalbuen når ikke frem til lacrimalbuen. Hørebullerne er små, og de paroccipitale processer er korte. Underkæberne er hystricognathiske.
Tandformlen for hystricider er 1/1, 0/0, 1/1, 3/3 = 20. Hystricidernes kindtænder er fladkronede og varierer fra brachydont til hypsodont. De øverste molars okklusale flader har tre labiale folder og en lingual fold; folderne er omvendt på de nederste molars. Tandslitage får folderne til at fremstå som øer på tændernes overflade.
Disse dyr er landlevende og klatrer ikke i træer på samme måde som de nordamerikanske pindsvin. De er fremragende gravere og bygger deres egne huler eller tilegner sig og modificerer andre dyrs huler. Deres føde omfatter mange former for plantemateriale, men også ådsler. Ofte ligger der knogler på jorden omkring deres huler; de kan tygge dem for deres calcium.
Fossile hystricider er kendt fra Miocæn.
Referencer og litteratur, der citeres:
Feldhamer, G. A., L. C. Drickamer, S. H. Vessey, og J. F. Merritt. 1999. Mammalogi. Tilpasning, mangfoldighed og økologi. WCB McGraw-Hill, Boston. xii+563pp.
Macdonald, David. 1984. The encyclopedia of mammals. Facts on File Publications, New York.
Nowak, R. M. og J. L. Paradiso. 1983. Walker’s mammals of the world. The Johns Hopkins University Press, Baltimore og London, s. 803-810.
Vaughan, T. A. 1986. Mammalogi. Tredje udgave. Saunders College Publishing, Fort Worth. vii+576 sider.
Vaughan, T. A., J. M. Ryan, N. J. Czaplewski. 2000. Mammalogy. Fjerde udgave. Saunders College Publishing, Philadelphia. vii+565 sider.