Hvor du startede Mechanics, lavede du to soloalbum. Hvad lærte du af de erfaringer?
Jeg lærte, at jeg ikke var en sanger. Jeg lærte også, at jeg elsker at skrive sammen. Når man arbejder i et rum med nogen, sker der ting og sager. Når man arbejder alene, er det bare ikke så sjovt.

Du synger jo på de albums. Det er jo ikke sådan, at du ikke har nogen form for stemme.
Jeg tror, at alle kan synge, men man skal starte som ung. Det er sværere senere i livet. Desuden havde jeg skrevet sange med Phil Collins og Peter Gabriel, ret gode stemmer.

Hvordan opstod ideen om at sætte et band sammen?
Jeg tænkte ikke på et “band”. Jeg tænkte: “Jeg begynder at skrive igen.” Da jeg var vant til at skrive sammen med Phil og Tony, bad jeg min forlægger om at udpege et par sangskrivere. Han gav mig en liste med 10 personer, og de to første var Chris Neil og B.A. Robertson. Det var starten. Jeg tror på, at man gør noget, og det fortæller en, hvad man skal gøre næste gang. Jeg skrev disse sange og tog til Montserrat for at indspille dem og kom tilbage med 10 eller 12 sange, der lød godt, men ingen vokal.

Jeg tænkte: “Fuck, hvem skal synge den?” Så langt var jeg ikke gået. Jeg var nødt til at finde nogle sangere. På en måde var jeg heldig med tangenterne til stemmerne, men lyden af mekanikken var der allerede. Vi havde fire sangere på det første album, og så tog de to Pauls over. Vi havde en fin succes i et par år. Det var sådan, det startede.

Har du i starten set gruppen mere som en turnéenhed end som en indspilningsenhed?
Jeg tror det. Jeg var ikke helt sikker på, hvad det var, for at være ærlig. Efter succesen med Genesis havde du succesen med Peter Gabriel, som var utrolig. Og så Phil Collins’ succes, som var endnu mere utrolig. At en anden kom ud og gjorde det i den grad var ret usandsynligt. Jeg havde ikke forventet så meget. Succesen med de to første singler overraskede alle, inklusive mig selv. Vi har aldrig turneret meget, faktisk. Jeg prøver at huske hvorfor. Genesis var på vej rundt igen ret hurtigt.

Da du lavede Living Years-pladen, føltes det så anderledes, fordi der pludselig var et stort spotlight på dig?
Ja. På den første plade havde jeg ingen anelse om, hvad jeg lavede. Den anden var lidt sjovere, fordi jeg vidste, hvem der skulle synge, og hvem der skulle spille instrumenter. Det var en lidt mere behagelig proces.

Da du skrev “The Living Years”, troede du så, at det ville blive sådan et stort hit?
Det gjorde det ikke rigtig. Når jeg ser tilbage, kan jeg huske, at produceren, Christopher Neil, gav mig hånden og sagde, at det var noget af det bedste, han nogensinde havde arbejdet med. Det ringede en klokke i mit hoved, da han havde gode ører, men jeg troede ikke, at det ville blive så vellykket.

De fleste har enten mistet en forælder, eller de er bange for, at den dag vil komme, så det rammer virkelig en nerve.
Det, jeg oplever nu, er, at i starten, da det kom ud, kom folk til mig og sagde, at de havde mistet kontakten med deres forældre eller havde problemer med deres forældre. Nu siger folk, at de faktisk er tæt på deres forældre, men de hører den sammen, og det er en bekræftelse af, at det er en vigtig tid.

Tænker du, at sangen på nogle måder blev for populær?
Du kan ikke være for populær. Normalt bliver så populære hits en del af folks liv, når de er 17 eller 25 år – den sang minder dem for evigt om den tidsperiode. Denne sang har det, plus at den har en følelsesmæssig forbindelse, som jeg er ydmyg over.

Singlen “Word of Mouth” kunne have været et hit i USA, men den havde ikke den samme effekt her, som den havde i Europa. Hvorfor tror du, at det er sådan?
Vi havde et problem i Amerika, selv om jeg ikke klager, men vi kom ind på scenen med “Silent Running”, og det var på rockradio. Så var “Living Years” en lettere slags sang, og jeg tror ikke, at rockradioen helt fattede det.

I blev sat i bås som et balladeband.
Nøjagtig som Foreigner og “I Want to Know What Love Is.”

Jeg synes, at Beggar on a Beach of Gold er jeres bedste plade.
Jeg kan også godt lide den. Vi spiller det nummer “Beggar” hver aften. Det er en pænt afbalanceret plade.

Det var det samme som med Word of Mouth, hvor albummet bare ikke fik tilslutning i Amerika. Frustrerede det dig?
Jeg accepterer livet, som det er givet til mig, og jeg har haft et vidunderligt forløb. Det så ud til, at vi havde vores tid med de to første plader. De ramte virkelig. Derefter mistede vi vores vej i Amerika.

Fortæl mig om at skrive “Over My Shoulder”.
Det var mig og Carrack, der skrev den. Jeg havde et trommesløjfe, som var ret finurlig, og så fandt jeg et simpelt guitarriff, en strumming-ting, og så satte jeg de to ting sammen. Det er en underlig, fjollet sang, men den har noget på sig. Jeg kan ikke kategorisere den.

Den har virkelig haft et andet liv.
I Amerika? Jeg ved, at den er enorm i Europa.

Når jeg går på YouTube, er der så mange mennesker, der coverer den sang på akustisk guitar. Det er ligesom blevet en standard.
Det er en sjov sang. Jeg spiller den nogle gange på scenen, og publikum elsker den og synger med. Jeg tænker nogle gange: “Det er en finurlig, lidt underlig sang, der på en eller anden måde hænger sammen.”

Men tror du, at musiksmagen i 1999 havde ændret sig så meget, at det var svært for bandet at blive ved med at nå et massepublikum?
Jeg tror, at noget havde ændret sig en lille smule. Vi havde vores øjeblik, hvor vi virkelig ligesom fløj. Man har et øjeblik, hvor alting fungerer, normalt ret tidligt i forløbet. Vi havde vores tid, havde jeg følt. Når jeg ser tilbage, er jeg ikke sikker på, at pladerne var lige så gode. Word of Mouth var god, men den leverede ikke helt op til det på samme måde. Efter Beggar blev det ikke mindre, men det, vi lavede, var ikke så originalt.

Da Paul Young døde, troede du da, at bandet var slut?
Ja. Vi lavede et album med Paul Carrack, som ikke var særlig godt. Jeg var klar over, da vi lavede det, at vi faktisk nok skulle have stoppet dengang. Det skyldes, at The Mechanics er en kombination af to sangere: en R&B-stemme og en rockstemme. Man havde brug for begge dele. Jeg syntes, det var på tide at afslutte den æra.

Det er interessant, at du ikke syntes, at Rewired ikke var godt, da du lavede det.
Jeg havde ikke modet til at sige: “Det her er ikke på højde med det her”. Når jeg hører det tilbage nu, er der fine små bidder, men der er ikke noget overblik.

Efter det besluttede Carrack, at det var tid til bare at være solo?
Vi var egentlig begge enige om det. Det var den naturlige afslutning. Og hans soloarbejde begyndte at tage lidt fart. Han havde aldrig haft en stor solokarriere indtil da, hvilket han egentlig fortjente. Det var en god tid for ham, så det var en gensidig ting.

Og så gik der mange år. Hvad fik dig til at beslutte at genstarte bandet i 2010?
Jeg havde ikke rigtig tænkt over det. Jeg skrev lidt, og jeg tænkte: “Det lyder som Mechanics.” Jeg gik tilbage til den måde, som de første Mechanics startede på, nemlig at jeg skrev nogle sange og indspillede nogle sange, og så så jeg, hvor det førte mig hen. På en måde var det nemmere denne gang, fordi jeg vidste, hvad jeg ville. Jeg ville have en R&B-stemme og en rockstemme. Jeg havde en klar vision for, hvad der var brug for, og det kom fint i stand.

Fortæl mig om at finde Tim Howar og Andrew Roachford.
Jeg havde mødt Andrew før og kendte hans stemme og hans lyd. Han kom en dag ned til mit hus en dag. Han troede, at han bare ville møde mig for at få en snak. Jeg tænkte: “Jamen, jeg laver ikke chats”. Vi satte bare stikket i og begyndte at spille og skrev en del af en sang den første dag. Det fungerede fint. I hans hoved troede han, at Genesis var meget højrøvet. Han troede, at vi var meget bevidste om musik og musikalitet og om, hvor akkorderne er, men sådan er jeg slet ikke. Jeg handler om at lave støj og se, hvor det fører dig hen. Det kunne han godt lide. Vi bekymrede os ikke om forkerte toner og den slags.

Tim kom ned senere. Han er fra teaterverdenen, men han er faktisk en kamæleon. Han har en vidunderlig stemme. Vi lavede det første album, som var okay. Vi er blevet bedre siden da. Vi mødtes på en måde under albummet. Mens albummet var i gang, kom der folk om bord. Vi startede forfra. Det, der var interessant, var, at vi begyndte at lave et par liveshows. Det gik op for mig, at The Mechanics aldrig turnerede. Alle disse fantastiske sange som “All I Need Is a Miracle” og “Silent Running” var ikke blevet hørt ret meget.

Den første koncert, vi nogensinde lavede, var faktisk til min 60-års fødselsdagsfest på en klub i London for mine venner. Jeg vil altid huske, at bandet var lidt nervøst. Det var en dejlig, gammel funky klub i Piccadilly. De første par borde var Ringo, David og en masse mennesker. Jeg var lidt nervøs for at spille for dem, men det var en fantastisk aften. Det var startskuddet til at spille live, og vi har været i gang lige siden.

Var arrangørerne skeptiske i starten, fordi I havde to nye sangere?
Live Nation var faktisk lidt for modige. The Mechanics havde ikke rigtig et livepublikum. Live Nation tænkte: “De her sange er i radioen hele tiden”. Den første turné var ret hård i engelske teatre på størrelse med Hammersmith Apollo. De var ikke særlig fyldte, men der var mange af dem. Det var ret hårdt for mig. Bandet var fantastisk. Jeg elskede at spille. Men så tog vi tilbage og omgrupperede os og bookede nogle mindre teatre og byggede det op. Det er dejligt nu. Vi har stort set udsolgt denne turné, og bandet klikker virkelig.

Det var som om, du startede et nyt band. Du skulle finde dit publikum på landevejen.
I starten var jeg sådan: “Vent lige lidt. Jeg er i denne alder og gør det her igen. Er det rigtigt? Jeg spiller i nogle teatre, som jeg spillede i 1972. Vent lidt. Skal jeg være her og gøre det igen?” Men det har været rigtig sjovt.

På Wembley Stadium må publikum være som en kæmpe masse mennesker. I et teater kan man virkelig komme i kontakt med folk på en anden måde.
På en måde er et teater sværere. På stadions er der ingen individer. Det er bare en menneskemængde. I teatre har du mennesker og kan se, hvad der foregår. Men det er gået meget godt.

Du har lavet to meget korte amerikanske turnéer. Hvordan gik det?
OK. Jeg nød det. Men det problem, vi har i Amerika, er det, du sagde. Med Word of Mouth og Beggar on a Beach of Gold har vi ikke den samme historie med radiospil og hits, som vi har i Storbritannien og Europa.

Der er stort set tre store sange i USA, og det er det for de fleste mennesker.
Det gør det lidt sværere at turnere.

Du spillede på det der firser-krydstogt forleden år. Hvordan var den oplevelse?
Jeg spillede en aften. Jeg var på båden i en nat. Det var alt, hvad jeg gjorde. Det var noget at huske. Det var St. Patrick’s Day. Det var som om, jeg havde en drøm, som om det ikke var virkeligt.

Må bandet prøve at turnere i Amerika igen på et tidspunkt?
Det ved man aldrig. Vi har ikke nogen planer. Jeg arbejdede ret hårdt sidste år på den nye plade. Et helt nyt album er meget arbejde i disse dage, og hvad man får tilbage … jeg mener ikke i form af penge, men i form af respons. Det nye album Out of the Blue indeholder tre nye sange og de gamle hits, som er genindspillet. Jeg er altid bekymret for at gøre tingene for mange gange, men når jeg ser de to fyre synge sangene i alle de år, har de ændret dem. De har deres egne versioner, på en fin måde. Man kan ikke slå originalerne. Det er klassikere. Nogle af sangene er blevet længere med andre sektioner i dem, så det gav mening at gøre det. Og så tre nye sange og seks akustiske sange. Det er ganske fint.

Jeg er sikker på, at du også spiller anderledes, end du gjorde for 30 år siden.
Absolut. Det er helt sikkert forsvarligt. Alle synes at kunne lide det.

Hvordan føltes det at gå tilbage i studiet og lave de sange igen, men med andre sangere?
Det var dejligt. Det er vokalstyret. Hvis det ikke var en anden stemme, ville du ikke gøre det. Det får sangen til at gå et andet sted hen. Det er stadig den samme sang, men den har en anden tekstur med en anden stemme.

Du så Phil Collins spille et af hans soloshows, ikke?
Ja. Jeg kom og så ham i Oakland sidste år.

Hvordan var det?
Glimrende! Jeg nød det virkelig. Den gamle Phil var tilbage. Jeg nød det virkelig. Hans søn trommede fantastisk.

Ja. Phil er siddende, men publikum er ligeglade.
Hvis man havde set ham i forvejen, kunne man måske have undret sig lidt, men det virker virkelig. Og hvis der er nogen, der trommer Phils dele, hvem vil du så have mere end hans søn? Han er fantastisk.

Jeg talte med ham for et par år siden, og han sagde, at han ville elske at spille i Genesis. Tror du, at det er muligt?
Jeg siger altid: “Man skal aldrig sige aldrig”. Hør, hvis du havde spurgt mig for to eller tre år siden, hvornår Phil var gået på pension, ville jeg have sagt: “Nej”. Men der er ingen planer. Lad os fastslå det. Jeg skal på turné med Phil i seks shows i juni. Det er med The Mechanics. Det bliver ret sjovt for os. Men man skal aldrig sige aldrig. Det er ret interessant, at han er tilbage på landevejen.

Savner du at spille sangene? Der er ting som “Watcher of the Skies” og “The Musical Box”, som I ikke har spillet i næsten 40 år.
Ja. Det interessante er, at jeg plejede at spille skiftevis Genesis og The Mechanics. Jeg har kun spillet Mechanics nu i de sidste otte år. Jeg savner ret meget den vekslende del, Genesis-sangene.

Hvordan har du det med Steve Hacketts show, hvor han går ud og spiller Genesis-sange?
Det er egentlig, hvad han vælger at gøre. Det ville ikke fungere for mig, hvis du forstår, hvad jeg mener. Han var med i Genesis. Han ville have en solokarriere. Og nu spiller han Genesis. Det er hans valg. Jeg er sikker på, at det er godt. Men for mit vedkommende ville jeg ikke … Jeg spiller tre Genesis-sange i et to-timers sæt. Det er nok for mig, synes jeg. Det føles fint.

Jeg tænker på et band som Yes lige nu, der kun består af Steve Howe og andre folk, men de tiltrækker store folkemængder, og de holder musikken i live. Der har aldrig været nogen tanker om, at du og Tony og måske andre mennesker skulle lave koncerter, måske ikke engang kalde det Genesis?
Det ville ikke få mig i gang, virkelig.

Hvorfor?
Jeg ville ikke have lyst til at gøre det. Efter at have gjort det med Phil, Peter og Tony ville jeg ikke have lyst til at gøre det med andre mennesker.

Mener du, at de hardcore fans bør give slip på drømmen om en genforening med Peter Gabriel?
Det er et problem. De taler altid om det, men jeg ved ikke, hvad vi ville gøre, hvis du forstår, hvad jeg mener. Hvis Phil trommede, ville det måske være en anden historie, men han trommer ikke. Folk elsker ideen, men de har ikke tænkt over, hvad vi ville gøre. Man ved aldrig, men det er en sværere sag, tror jeg.

Hvad er dine fremtidsplaner? Ønsker du at indspille endnu en Mechanics-plade?
Forrige år var travlt for mig. Når man tager på turné, og man er færdig med turnéen, så er det ligesom, bang! Du er fri! Dit humør kan stige i vejret. Du har ingen bekymringer. Når man laver et album, indtil det er færdigt, slider det en lidt ned. Det var sidste år. I år har der været meget travlt i år. Efter juni har jeg faktisk tænkt mig at holde lidt fri.

Smukt. Hvad fylder dine dage i din fridag?
Normalt hverdagsliv. Familie, venner, børnebørn, en smule cykling, en smule golf. Jeg presser mig selv ret hårdt arbejdsmæssigt.

Spiller du stadig polo?
Nej. Det er slut nu. Jeg har ødelagt for mange ting. Det er en sport for unge mænd. Med hensyn til arbejde, så arbejder jeg ret hårdt. I aften skal vi spille et show i Salisbury, og så kører vi til London til BBC, hvor vi skal spille fire akustiske sange på Radio 2, hvorefter vi flyver til Dresden i Tyskland dagen efter. Jeg elsker at gøre det, men jeg presser mig selv for hårdt. Jeg tror, jeg har brug for at slappe lidt af mellem tingene.

Jeg kiggede på din turnéplan. Det er turnéplanen for en ung mand i et nyt band.
Spot on! Det er en smule. I Genesis rejste vi meget komfortabelt. Det var privatfly, og vi blev ført væk. På Mechanics-turnéen er der ingen privatfly. Det er lidt sværere.

Sover du i en tourbus?
Nej. Jeg kan ikke klare tourbusser. Besætningen tager med en tourbus. Vi går bare på en slags stor varevogn med otte sæder og fjernsyn. Det er fint.

Jeg så dit show på Times Square for et par år siden. Jeg ville elske det, hvis du kom tilbage til Amerika.
Det ved man aldrig. Sagen med mekanikerne er, at det er et kollektiv. Når det her er færdigt, går vores trommeslager, Gary Wallis, tilbage til Tom Jones. Han er hans musikalske leder. Tim går tilbage til at spille hovedrollen i Phantom of the Opera. Andrew har et outfit. Alle laver ting. Det kan jeg godt lide.