“Homohysteri”

Køn er længe blevet sat i forbindelse med seksualitet, og retssagerne mod den irske forfatter Oscar Wilde, som i 1895 blev dømt for grov uanstændighed, forstærkede denne opfattelse. Det usædvanlige æstetiske udseende, som Wilde repræsenterede, var sammen med hans forkærlighed for æstetisk kunst og skønhed med til at formulere en homoseksuel mistanke mod mænd, der delte Wildes feminine flair. Vildes dom var således med til at fremme stereotypen om, at homoseksualitet fandtes blandt feminine mænd, hvorved maskulint agerende mænd fejlagtigt blev diskvalificeret fra homoseksuel mistanke.

Homofobiens magt er af en sådan art, at homoseksuelle personer ofte føler sig kulturelt tvunget til at fordreje deres seksualitet (noget, der kaldes at være “in the closet”) for at undgå social stigmatisering. Homofobi påvirker dog også heteroseksuelle, da det er umuligt at bevise ens heteroseksualitet endegyldigt. Derfor er heteroseksuelle og homoseksuelle, der ønsker at blive betragtet som heteroseksuelle, tvunget til at undgå at omgås noget, der er kodet som homoseksuelt. Dette sker gennem gentagen tilknytning til kulturelle koder for heteroseksualitet og ved at distancere sig fra koder for homoseksualitet. Omvendt bliver mistanken om, at nogen er homoseksuel, ofte rettet mod den, der udviser en adfærd, der er kønskodet som passende for det modsatte køn. For mænd er konkurrerende holdsport, vold, biler, øl og en følelsesløs indstilling blevet associeret med maskulinitet (og dermed heteroseksualitet), mens en forståelse for kunst, god mad, individuelle sportsgrene og følelsesmæssig ekspressionisme er blevet associeret med homoseksualitet. Denne ligning er omvendt for kvinder.

En homohysterisk kultur (et begreb opfundet af den amerikanske sociolog Eric Anderson) kan skabes af kombinationen af en bevidsthed om homoseksualitet og en høj grad af homofobi. I en sådan kultur tror man, at alle kan være homoseksuelle, og som følge heraf begrænses heteroseksuelles sociale, seksuelle og personlige adfærd, fordi mænd frygter at blive associeret med femininitet, og kvinder frygter at blive associeret med maskulinitet.

I en homohysterisk kultur er individer optaget af at bevise deres heteroseksualitet, fordi homoseksualitet er stigmatiseret. Omvendt, når den kulturelle homofobi er så stor, at borgerne generelt ikke tror, at homoseksualitet overhovedet er muligt (som i mange nutidige mellemøstlige, afrikanske og asiatiske kulturer), er der ikke behov for at bevise over for sine jævnaldrende, at man ikke er homoseksuel. En manifestation af denne opfattelse kan ses i Iran, hvis præsident, Mahmoud Ahmadinejad, i en tale i USA i 2007 sagde, at hans land ikke havde nogen homoseksuelle. Andre har undertiden betegnet homoseksualitet som en “hvid sygdom”. Ironisk nok får heteroseksuelle i nogle meget homofobiske (men ikke homohysteriske) kulturer større frihed til at udtrykke sig kønsmæssigt frit. Mænd kan f.eks. holde i hånd i mange stærkt homofobiske kulturer (fordi andre ikke opfatter, at de kan være homoseksuelle), mens det at holde i hånd blandt mænd vækker homoseksuel mistanke i Vesten.