Joaquín Balaguer, i sin fulde ordlyd Joaquín Vidella Balaguer y Ricardo, (født 1. september 1907, Villa Bisonó, Den Dominikanske Republik – død 14. juli, 2002, Santo Domingo), advokat, forfatter og diplomat, der var vicepræsident i Den Dominikanske Republik (1957-60) under præsident Hector Trujillos regime og var præsident fra 1960 til 1962, 1966 til 1978 og fra 1986 til 1996.
Balaguer opnåede en juridisk embedseksamen fra universitetet i Santo Domingo og en ph.d. fra universitetet i Paris. Mellem 1932 og 1957 beklædte han adskillige ledende og diplomatiske poster i den dominikanske regering under Trujillo-styret. Som undervisningsminister under Hector Trujillo, bror til diktator general Rafael Trujillo, oprettede han frie universiteter og udvidede uddannelses- og biblioteksfaciliteterne. Han blev taget i ed som præsident, da Hector Trujillo trådte tilbage på grund af sygdom. Da general Rafael Trujillo stadig i realiteten havde al magt, kunne Balaguer, som kun var nominel præsident, kun foretage få reelle ændringer eller reformer. Efter mordet på Rafael Trujillo i 1961 forsøgte Balaguer at liberalisere regeringen, og Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) ophævede de økonomiske sanktioner, der var blevet indført under Trujillos diktatur. Men Balaguer’s ændringer gik for hurtigt for trujillisterne og ikke hurtigt nok for dem, der krævede øjeblikkelig genindførelse af borgerlige frihedsrettigheder og en mere retfærdig fordeling af velstanden. Landet gik i opløsning i vold, og et kortvarigt militærkup tvang Balaguer til at træde tilbage i 1962 og søge tilflugt i USA.
Balaguer vendte tilbage til Den Dominikanske Republik under den amerikanske militærintervention i 1965 og stillede med succes op til præsidentvalget i 1966, idet han førte valgkamp på en platform for fred og moderate, ordnede forandringer. Balaguer havde tætte forbindelser til erhvervslivet og opnåede en stabil økonomisk vækst, samtidig med at han gennemførte nogle beskedne sociale reformer. Han blev genvalgt til præsidentembedet i 1970 og 1974, men disse sidste perioder blev skæmmet af politisk vold, mord på regeringsmodstandere, inflation og påstået valgsvindel. Balaguer tabte præsidentvalget i 1978 (det første valg siden 1966, hvor det store oppositionsparti kunne være repræsenteret) til Silvestre Antonio Guzmán. Balaguer tabte også præsidentvalget i 1982, men han genvandt præsidentposten ved valget i 1986 og blev genvalgt i 1990. Under sin præsidentperiode iværksatte han et hidtil uset program for offentlige arbejder, hvor han byggede veje, broer, skoler, boligprojekter, biblioteker, museer, teatre, parker og sportskomplekser. Alt dette medførte en stor gæld og en truet økonomi. Balaguer vandt igen præsidentposten i 1994 på baggrund af anklager om valgsvindel. Under stærkt internationalt pres gik han dog ind på kun at sidde to år af sin embedsperiode og forlod embedet i 1996. I 2000 stillede han op til en syvende præsidentperiode, men blev besejret.
Balaguer skrev mange bøger om latinamerikansk historie, politik og litteratur, bl.a. La realidad Dominicana (1947; Dominikansk virkelighed) og Historia de la literatura Dominicana (1955; “Historie om den dominikanske litteratur”).