Feministisk kunst er og har været både en skulptur og en refleksion over kulturen. Men hvad er feministisk kunst, og hvem er nogle empowerende og oplysende feministiske kunstnere at følge?

Hvad er feministisk kunst?

Feministisk kunst opstod først i slutningen af 1960’erne blandt antikrigsdemonstrationer og borger- og queerrettighedsbevægelser, der fik feministerne til at klø på til at gribe ind gennem kunst. Den feministiske kunstner Suzanne Lacy har beskrevet målet med feministisk kunst som et forsøg på at “påvirke kulturelle holdninger og forvandle stereotyper”.

“Feminismen i første bølge vandt politisk valgret for kvinder i begyndelsen af det 20. århundrede; men der var stadig hindringer for fuld politisk deltagelse samt systemisk politisk og socioøkonomisk ulighed”, ifølge Artsy. “Inspireret af borgerrettighedsbevægelsen tog feministiske ledere i 1960’erne og 70’erne kritisk fat på både systemer og institutioner, der opretholdt ulighed mellem kønnene. Med sætningen ‘det personlige er politisk’ opfordrede bemærkelsesværdige feministiske stemmer fra denne såkaldte anden bølge af feminisme som Betty Friedan (The Feminine Mystique, 1962) og journalisten Gloria Steinem (som grundlagde magasinet Ms. i 1972) til ligestilling på arbejdspladsen og i hjemmet. Det lykkedes den snart globale bevægelse at opnå langvarige samfundsmæssige og politiske ændringer, og den feministiske kunst udviklede sig som en kulturel gren af andenbølgefeminismen.”

I sidste ende skaber feministisk kunst en dialog mellem beskueren og kunstværket gennem et feministisk perspektiv. Og dette kunstværk er ikke kun til æstetisk beundring; det skal snarere anspore beskuerne til at stille sociale og politiske spørgsmål, der kan skabe forandringer i retning af ligestilling. Feministisk kunst er bevidst skabt.

Feministiske kunstnere, du bør kende

Der er masser af kvindelige kunstnere, du bør kende, men ikke al kunst skabt af kvinder er feministisk kunst. Når det er sagt, er her 15 specifikt feministiske kunstnere, hvis arbejde du bør kende og følge. Disse kvinder har bevidst skabt kunst, der taler om kvindeproblemer og kvinders rettigheder gennem historien.

Foto via MoMA

Mary Beth Edelson

Mary Beth Edelson er mest berømt for at bruge et billede af Leonardo da Vincis berømte vægmaleri, hvorpå hun har anbragt hoveder af bemærkelsesværdige kvindelige kunstnere i stedet for de oprindelige mænd. Hendes værk er vel nok et af de mest ikoniske værker inden for feministisk kunst. Hendes værk er en af grundpillerne i 1960’ernes feministiske kunst.

Foto via JudyChicago.com

Judy Chicago

Judy Chicago er berømt for sin installation Womnahouse fra 1972, som er et kollaborativt værk om kvinders generobring af det hjemlige rum og en udfordring af traditionelle kvinderoller. Hun er også kendt for et af sine mest berømte værker, en installation kaldet The Dinner Party, som befinder sig på Brooklyn Museum. Chicago startede også det første kunstprogram for kvinder nogensinde.

Foto via Coagula Art Journal

Suzanne Lacy

Suzanne Lacy er en amerikansk kunstner, underviser og forfatter, der har arbejdet i en række forskellige medier. Hun har arbejdet med installation, video, performance, offentlig kunst, fotografi og kunstbøger og har altid fokuseret på sociale temaer og urbane spørgsmål. Hun er dog måske bedst kendt som en af de performancekunstnere fra Los Angeles, der blev aktive i 70’erne og formede en spirende kunst med socialt engagement.

Foto via Pinterest

Lynda Benglis

Lynda Benglis skabte i 1974 en række reklamer, bl.a. en med navnet ArtForum Advertisement. Disse annoncer, der blev placeret i magasiner, kritiserede de traditionelle fremstillinger af kvinder i medierne. ArtForum reklamerede for sin kommende udstilling på Paula Coope Gallery ved at posere nøgen med en dildo med to hoveder i hånden. Hun betalte efter sigende 3.000 dollars for annoncen, der skulle sikre, at hun ville blive en fremtrædende feministisk arvtager.

Foto via Art Basel

Betty Tompkins

Betty Tompkins var kendt for sine gigantiske genitaliemalerier, der var inspireret af hendes mands pornoblade. Senest har hendes Women Words-projekt, hvor hun malede ord, der bruges til at beskrive kvinder, over 1.000 billeder af kvinder, gjort sit indtog over hele verden.

Foto via Aspen Art Museum

Lorna Simpson

Lorna Simpson er en afro-amerikansk fotograf og multimediekunstner fra 80’erne og 90’erne. Hendes værker udforsker temaer som seksualitet, identitet og politik.

Foto via Tate

Valie Export

Valie Exports værker spænder fra videoinstallationer til kropsperformances. I sidste ende bruger hun performancekunst og film til at udforske realiteterne omkring kvindekroppe frem for de fantaserede fremstillinger af kvindekroppe i samfundet.

Foto via Guggenheim

Ana Mendieta

Ana Mendieta, en cubansk-amerikansk performancekunstner, maler, billedhugger og videokunstner, er bedst kendt for sine kunstværker med “jordkropskroppe”. Et af hendes måske mest kendte værker er et fotografi, der viser en voldtægtsscene i 1973 som reaktion på den meget omtalte voldtægt og mordet på Sara Ann Otten.

Foto via AWARE

Ewa Partum

Ewa Partum er en digter og kunstner, hvis værker udforsker kønsspørgsmål og kvindelig identitet. Partum var med i WACK! Art and the Feminist Revolution, takket være hendes arbejde i den feministiske bevægelse i 70’erne og 80’erne.

Foto via JC Cowans

Jade Cowans

Jade Cowans fortæller historier om empowerment og ærlighed gennem sit værk med titlen “Sister Series”, som hylder fortællingerne om søsterskab.

Foto via Pinterest

Frida Kahlo

Frida Kahlo er en af de mest berømte feministiske kunstnere, der blev født i Mexico i 1907. Hun var en maler, der primært malede selvportrætter og malerier med surrealisme, og hun blev politisk aktiv i 20’erne, da hun blev medlem af Ungdomskommunistforbundet og det mexicanske kommunistparti. Hendes kunstværker udforsker graviditet, abort, kønsroller og seksualitet.

Foto via The Times of Israel

Eva Hesse

Eva Hesse, en tysk-amerikansk billedhugger, kom til USA under nazismens fremkomst. Hun eksperimenterede med hverdagens materialer som en minimalistisk kunstner, der afbildede abstrakte idéer fulde af seksuelle hentydninger.

Foto via Pinterest

The Guerrilla Girls

The Guerrilla Girls var en radikal gruppe af intersektionelle feministiske kvindelige kunstnere, der bar guerilla-masker, når de var ude i offentligheden. De ønskede, at fokus skulle være på deres kunst og ikke på deres individuelle identiteter. Deres motto: “Reinventing the ‘F’ Word: Feminisme.”

Foto via Li Xinmo

Li Xinmo

Li Xinmo er en kontroversiel kinesisk feministisk kunstner, som i 2012 deltog i gruppeudstillingen Bald Girls, en platform for fremme og udvikling af feministisk kunst og teori. Hendes performancekunst er baseret på personlige erfaringer. Hun er kendt for sit værk Memory, hvor hun konfronterer oplevelsen af abort ved at rive sin kjole af, flå den i stykker og forvandle dem til dukker.

Foto via Prometeo Gallery

Regina José Galindo

Regina José Galindo er en performancekunstner fra Guatemala, som bruger sin krop som hovedperson i sin kunst, der udforsker sociale uretfærdigheder som køns- og racediskrimination. I sit værk Piedra malede hun sin krop grå og sad i en statisk klippestilling, hvor hun lod publikum urinere på hende for at protestere mod misbrug og ulige magtforhold.

Mere om den feministiske kunsts historie

Forinden den feministiske kunst blev kvindelige kunstnere stort set holdt uden for offentlighedens søgelys og nægtet udstillinger og gallerirepræsentation på grund af deres køn. Feministiske kunstnere begyndte at skabe utraditionelle alternative steder at vise deres kunst frem.

Artsy definerer feministisk kunst som “værker skabt fra slutningen af 1960’erne til begyndelsen af 70’erne, der fokuserer på kvinders liv og erfaringer – primært i hjemlige sammenhænge – og som bygger på den såkaldte anden bølge af feminisme.” De bemærker også, at “begrebet omfatter en bred vifte af tilgange, herunder kollaborative installationer og performance.”

Kunsthistorikeren Linda Nochlins essay, Why Have There Have There Been No Great Women Artists? , er kendt for først at have sat gang i debatten, da det blev offentliggjort i 1971. Siden da er der imidlertid opstået tonsvis af feministiske kunstnere.

Disse kunstnere voksede i deres aktivisme og udfordrede de eksisterende systemer. For eksempel samledes feministiske kunstnere i New York City for at skabe kunstorganisationer som Art Worker’s Coalition, Women Artists in Revolution (WAR) og AIR Gallery, der specifikt beskæftigede sig med feministiske kunstneres rettigheder og spørgsmål. Og så protesterede de mod museer som The Museum of Modern Art og Whitney Museum of American Art, der ikke udstillede mange kvindelige kunstnere.

I 2008 fik feministisk kunst sin første store retrospektive udstilling på The Museum of Contemporary Art i Los Angeles: WACK! Art and the Feminist Revolution, som viste over 120 værker fra kunstnere og kunstgrupper fra hele verden.

I dag har feministiske kunstnere en tendens til “ret dristigt at tilegne sig tidligere feministiske kunstneres værker, ofte med en stor dosis ironi og kitsch”, ifølge Artsy. “Det kan virke kontraproduktivt at fusionere feminisme med kitsch, men kitsch forudsætter en mainstream, succesfuldt etableret kanon – hvilket måske vidner om feminismens vellykkede gennemtrængning af massemedier og kultur.”

Artsy tilføjer også, at “nutidige kunstnere kender deres feministiske historie, og de forstår, at standarder for smag, skønhed, relevans og værdi længe er blevet debatteret uden kvinders stemmer; alligevel er disse standarder stadig magtfulde i kunstverdenen.”

“Hvis uopnåelige fantasier (såsom umulige standarder for skønhed, passiv kvindelig seksualitet og alle de drømme og værdier, der opretholdt kønshierarkier) var det primære mål for en tidligere generation af feministisk kritik, udvider den moderne feministiske kunst sit anvendelsesområde til at tage fat på det komplekse politiske terræn for feminisme i det 21. århundrede”, ifølge Artsy. “Disse eksempler forfører villigt med deres visuelle tiltrækningskraft, en kvalitet, der historisk set er forbundet med kvindelighed og arvesynd. Ved på samme tid at hylde og kritisere idealer om skønhed og henrykkelse trækker disse kunstnere dig ind i rummet, blot for at afsløre dette rum som forvrænget og ustabilt, konstrueret med et forældet sæt af værktøjer. Efter at have ændret fundamentalt på den måde, vi forstår det, vi troede, vi vidste, tilbyder den moderne feministiske kunst sin egen version af historien og det repræsentative rum. Som sådan kan den nogle gange være på vagt over for uopnåelige fantasier i bredere forstand og endda over for feminismen selv.”

Feministisk kunst har taget forskellige emner op i årenes løb via nye og innovative kunstformer. Men det er stadig konstant, at feministiske kunstnere fortæller en historie gennem en stemme, der ofte mangler: den kvindelige stemme.

AnnaMarie Houlis er feminist, freelancejournalist og en eventyrentusiast med en forkærlighed for impulsive solorejser. Hun tilbringer sine dage med at skrive om kvinders empowerment fra hele verden. Du kan følge hendes arbejde på hendes blog, HerReport.org, og følge hendes rejser på Instagram @her_report, Twitter @herreportog Facebook.