Nordøstpassage, også kaldet Nordøstpassage, russisk Severny Morskoy Put eller Severoput, søvej gennem Arktis langs den nordlige kyst af den eurasiske landmasse, hovedsageligt beliggende ud for kysten af det nordlige Sibirien (Rusland)
Historisk set var den europæiske forestilling om Nordøstpassagen en kanal, der gennemskrev hele afstanden mellem Atlanterhavet og Stillehavet, og som udgjorde den eurasiske pendant til den sagnomspundne Nordvestpassage gennem det arktiske Nordamerika. Nærmere bestemt strækker nordøstpassagen sig generelt mod øst via det isfri norske hav og Barentshavet rundt om den skandinaviske halvø og gennem det nordvestlige Rusland til Karastrædet, som adskiller Barentshavet og Karahavet. Herfra fortsætter den østpå gennem Kara-, Laptev-, Østsibiriske og Chukchihavet, inden den drejer sydpå og går gennem Beringstrædet mellem det nordøstlige Sibirien og det vestlige Alaska, USA
Den del af Nordøstpassagen, der ligger mellem Kara- og Beringstrædet, forbliver isbundet det meste af året og er derfor den vanskeligste for skibe at passere. Først Sovjetunionen og derefter Rusland udviklede og vedligeholdt imidlertid en sejlbar kanal på ca. 5 600 km (5 500 miles) – afstanden kan variere betydeligt, afhængigt af hvilken rute man følger – gennem denne mest udfordrende del af passagen. Deres navn for den, Northern Sea Route, er blevet mere og mere brugt.
Europæisk interesse for at finde Nordøstpassagen som en potentiel handelsrute mod øst voksede i det 16. århundrede, begyndende med englændernes udforskninger i 1650’erne. Andre tidlige europæere var bl.a. den flamske købmand Olivier Brunel i 1560’erne og 1580’erne og den hollandske navigatør Willem Barents i 1590’erne. I slutningen af det 16. og begyndelsen af det 17. århundrede fastslog russiske ekspeditioner, at der fandtes en sammenhængende øst-vestgående sørute gennem det eurasiske Arktis. I 1648 sejlede den russiske opdagelsesrejsende Semyon Dezhnyov sydpå gennem Beringstrædet, men hans rapport om rejsen var ukendt i næsten 90 år. Under den russiske zar Peter I den Stores auspiciering vovede den danske navigatør Vitus Bering sig i 1728 nordpå gennem strædet og fastslog, at Asien og Nordamerika var to separate kontinenter. Den britiske flådekaptajn James Cook var imidlertid den første til at se begge sider af strædet (1778) og til at bevise, at kontinenterne var adskilt. På grund af den store mængde uigennemtrængelig havis i Nordøstpassagen i alle undtagen korte perioder i sommermånederne, tog det mange forsøg, før den først blev fuldt gennemsejlet, hvilket skete i 1878-79 på en ekspedition ledet af den svenske opdagelsesrejsende baron Adolf Erik Nordenskiöld.
I 1920’erne begyndte det nyetablerede Sovjetunionen at udvikle Nordsøruten som en sejlrute, og indenlandske fragtskibe begyndte at bruge dele af den i sommermånederne i 1930’erne; den første vellykkede gennemkørsel af passagen i en sæson blev foretaget af en sovjetisk isbryder i 1934. Dele af ruten blev brugt mellem 1942 og 1945 under Anden Verdenskrig af skibe, der fragtede allierede forsyninger fra byer på den amerikanske vestkyst til havne i det nordlige Sibirien, især Tiksi i den østlige udkant af Lena-flodens delta. Den indenlandske regionale skibsfart voksede efter krigen, hvilket blev gjort lettere af forbedrede navigationshjælpemidler, en voksende flåde af isbrydere, der muliggjorde passage gennem havisen, og en længere skibssæson – sidstnævnte var blevet året rundt i den vestlige del i 1980.
I slutningen af 1960’erne gjorde Sovjetunionen nogle tilnærmelser til at tillade udenlandske skibe at benytte den nordlige sørute, men de åbnede den ikke officielt for udenlandsk skibsfart før 1991. Med Sovjetunionens opløsning sidst på året oplevede Rusland imidlertid efterfølgende år med økonomisk afmatning og politisk ustabilitet, hvilket havde en negativ indvirkning på driften af passagen. Skibsfarten gennem den faldt således ind i de første år af det 21. århundrede, hvorefter den indenlandske brug af den begyndte at stige igen. Udenlandske rederiers interesse for at benytte passagen voksede også på det tidspunkt, da russerne indførte mere sofistikerede isbrydere og foretog forbedringer af havnefaciliteterne langs ruten, hvilket også blev hjulpet på vej af en generel tendens til længere isfri perioder hvert år. Den første fulde passage af ruten af udenlandske handelsskibe fandt sted i 2009. I 2010 blev en passagerfærge og et tankskib (begge russiske) hver især de første af deres slags til at sejle gennem hele passagen med succes.